I OfferForum.dk’s Forum ‘Vold’ skriver den dengang 20 årige Julius, at han i lang tid efter at være blevet fysisk krænket også oplevede ‘at gå med et brud på sin stolthed’. Han ‘følte en kæmpe vrede mod gerningsmanden’ hver gang han tænkte på, at denne havde tilladt sig at gøre ham og hans venner utrygge og endda overskride Julius’ fysiske grænse ved at udøve vold for bagefter at gå hånende derfra. Julius skriver videre, at han mange år efter episoden følte sig svag ved tanken om og kunne ærgre sig over, at han ikke havde forsvaret sig fysisk.

Det civiliserede menneskes dilemma

Når man som offer for en fysisk krænkelse oplever ikke at kunne arbejde sig ud af en konfrontationen med dialog, men at der i stedet tages fysisk vold i brug, kan man føle sig fortabt som menneske, da netop dialogen er menneskes ypperligste redskab når det efterstræber at løse en konflikt på civiliseret vis.

Ved oplevelse af en grænseoverskridende, krænkede eventuelt truende situation vil man ofte blive konfronteret med et selvbillede, der til ens overraskelse peger i flere retninger. Man kan få bekræftet et billede af sig selv, der viser en civiliseret, rationel og afventende person, men måske også indse, at et andet og mere foruroligende billede af en impulsiv, følelsesmæssig og udadreagerende person, tegner sig.

Offeret for en forbrydelse sidder derfor ofte tilbage med en følelse af moralsk tilfredshed over ikke at have grebet til fysisk vold mod gerningspersonen, men også en følelse af, at en uforløst trang til hævn og konfrontation ulmer lige under overfladen. Sådanne uforløste behov kan fordre hvad man kan kalde en psykisk indebrændthed, hvor offeret så at sige sidder fast i den konkrete krænkende hændelse. En erkendelse af sådanne modsatrettende følelser og ønsker kan efterlade offeret i en desillusioneret tilstand idet han/hun har fået sået tvivl om egen integritet, moral og grundlæggende selvopfattelse. Endvidere kan offeret ved påmindelse af forbrydelsen opleve at have ukontrollerede fysiologiske reaktioner som rystelse på hænderne, svedeture, grådlabilitet, svimmelhed, hukommelsessvigt, ondt i maven og lignenede. Sådanne reaktioner er hvad der kan kategoriseres som post traumatiske reaktioner på en truende hændelse, som en forbrydelsen ofte udgør. Indenfor visse psykologiske grene af kognitions- og evolutionspsykologien betragtes sådanne fysiologiske reaktioner at skyldes, at offeret ikke formåede/havde mulighed for at reagere fysisk (med kamp eller flygt) på den truende hændelse, hvorfor kroppens hertil frigivne energi i stedet bliver ophobet i kroppen, for så at efterlade offeret i en kronisk tilstand af “alarmberedskab”. Vejen ud af en sådan tilstand går igennem en forløsning af den ophobede energi – et arbejde som teoretikere og praktiserende psykologer foreslår kan ske igennem forskellige såvel kropslige som mentale øvelser, herunder ved en forestillet eller direkte genoplevelse (eksponering for) af den truende hændelse.

Krænkelsens psykiske spor

Men ét er de fysiologiske reaktioner, noget andet er den psykologiske oplevelse af at få overskredet sine grænser, som Julius er inde på i sit indlæg på Forummet ‘Vold’. Forbryderens handling imod sit offer, kan af offeret opleves som tegn på manglende anerkendelse af hans/hendes såvel formelle juridiske rettigheder til tryghed og handlefrihed som uformelle moralske rettigheder til respekt, agtelse og naturlig omsorg. (læs indlægget ‘Når Forbrydelsen Rammer’ for uddybning).

Oplevelsen af at blive krænket kan bevirke, at offeret udvikler en række følelser og tanker, som i sidste ende kan føre til en generel frustration, modløshed eller manglende tillid til egen handledygtighed og værdighed. Ud fra forskningsresultater i psykotraumatologi tolkes det, at der er en sammenhæng mellem offerets vurdering af den truende evt. traumatiserende hændelse og offerets efterfølgende reaktioner på og følelser forbundet med hændelse. (Ehlers & Clark, 2000). Hvis offeret fx. primært oplever hændelsen som en trussel, vil han/hun være frygtsom heromkring. Oplever offeret derimod hændelsen som en krænkelse af dets personlige grænse og rettigheder, vil han/hun vredes ved påmindelse om hændelsen. Hvis offeret oplever, at være ansvarlig for hændelsen eller konsekvenser heraf, vil det frembringe skyld, hvorimod dét offeret som oplever at have brudt med nogle vigtige, af egne eller andres, standarder for adfærd, føler skam.

I næste indlæg vil jeg komme ind på Omgivelsernes reaktioner på offergørelsen og tildelingen af ‘offerrollen’.

Ved interesse i at dykke længere ned i de psykologiske aspekter ved offergørelsen, kan de følgende seks tekster være vedkommende:

Ehlers, A. & Clark, D.M. (2000). A cognitive model of posttraumatic stress disorder. Behaviour Research and Therapy 38, pp. 319-345

Elklit, A & Brink, O. (2003). Acute Stress Disorder in PhysicalAssault Victims Visiting a Danish Emergency Ward. Violence and Victims, 18 (4). 

Harré, R. (2005). An ontology for duties and rights. I ed.: Finkel, N.J. & Moghaddam, F.M. The psychology of rights and duties. Washington DC: American Psychological Association.

Levine, P. (2006). Helbredelse af traumer. oversat af Gormsen, K. Valby: Borgens Forlag.

Madsen, K.S: (2005). Hvor ku’ du gøre det? Center for Voldtægtsofre Afsnit 4073 Rigshospitalet. København.