Mette Hansen, Røverioffer - Offerforum blogger

At give sin forbrydelse mening

“Det er ikke begivenhederne i vores liv der former os, men vores forestillinger om, hvad disse begivenheder betyder” (Anthony Robbins, Awaken your giant within)

Den forfærdelige oplevelse

Indimellem når jeg har fortalt om mit røveri, er jeg blevet mødt med et ‘åh hvor er det dog en forfærdelig oplevelse!!’. Senest for en uge siden, sad jeg og snakkede med én om hændelsen, og det eneste vedkommende kunne fokusere på, var hvor forfærdeligt det var – og hvor forfærdeligt det stadigt måtte være, at have været udsat for sådan noget. Jeg forstår sagtens hans fokus. Mine nærmeste har også jævnligt omtalt hændelsen som værende forfærdelig og skrækkelig. Naturligt nok!  Det var jo dem, der var tættest på mig under hele forløbet, som skulle ‘skrabe mig op fra gulvet’ og dem som i et splitsekund, da de havde mig i røret umiddelbart efter røveriet, troede de skulle miste mig til en sindssyg voldtægtsmand. Så hvorfor/hvordan skulle de kunne tænke og udtrykke andet? Jeg kunne i al fald ikke selv andet i mange måneder.

Et skift i perspektiv

I lang tid havde jeg i den grad også behov for at få bekræftet fra andre hvor skrækkelig oplevelsen var. Jeg spejlede mig i andre folks reaktioner på røveriet. Hvis de synes det lød som en forfærdelig oplevelse, følte jeg mig mindre ‘skør’ og mere berettiget til at føle og reagere som jeg gjorde. I en vis tid var jeg nærmest ‘afhængig’ at folks ‘Åh hvor forfærdeligt’ udbrud – og jeg blev slået i gulvet hver gang der var én der sagde ‘Nå men det var godt der ikke skete noget’ (der var jo sket MEGET i min verden). Jeg havde brug for at høre jeg havde ret i min følelse i, at dét her da var noget af det værste man kunne blive udsat for.

Men der kommer et tidspunkt (i al fald for mig) i processen, hvor man er nødt til at beslutte sig for at komme ud på den anden side. Og for at komme dét – med et andet end spørgsmål hængende over hovedet end “hvorfor skulle dette ske for netop mig'”, tror jeg man er nødt til at skifte perspektiv og fokus på det som er sket imod én. Jeg var nødt til, at finde det positive i hændelsen, jeg var nødt til at finde ‘mening i galskaben’, og i stedet for den mere ‘offer’ lignende tilgang til ovenstående spørgsmål, hellere stille et andet spørgsmål, nemlig: “Hvad kan jeg lære af det her” og “hvad kan jeg bruge hændelsen til?”

En forbrydelse der giver “mening”

Jeg har fra start af ikke været bleg for at fortælle min historie – jeg har hele tiden været bevidst om at det bl.a var en måde at komme ovenpå igen og en vigtig del i at få bearbejdet hændelsen. Men efter jeg fandt min egen mening med min forbrydelse, har jeg ikke brudt mig om hvis folk, når de hørte historien, synes det var synd for mig. Det ville have været synd for mig hvis jeg ikke var kommet ovenpå eller ‘videre’ og hvis jeg stadig den dag i dag var meget begrænset i hvad jeg kan foretage mig og hvor jeg kan færdes. Men jeg har fundet det positive, i hvad der skete i det ene minut hændelsen stod på – og det er jeg for alt i verden nødt til at holde fast i. Hvis ikke mit røveri var meningsfuld for mig, ville den blot være endnu en grim og forfærdelig oplevelse som har sat ar på sjælen….uden nogen grund.

Når man når til et vist punkt i forløbet/processen handler det – for mig – om fokus og den betydning man tillægger hændelsen. Personligt kunne jeg vælge at være et offer for forbrydelsen (hvilket jeg selvfølgelig også er “på papiret” og i den gængse forståelse af ordet), eller jeg kunne vælge at gøre forbrydelsen meningsfuld og derigennem bruge den til noget konstruktivt, og lære af den. Derfor vil jeg så hjertelig gerne formå, at formidle til folk jeg møder, og fortæller min historie, om den positive mening min forbrydelse har fået, og at jeg hver dag fokuserer på alt det jeg har lært siden den dag i februar 2011. Jeg tror på, at man kan tage alle de negative, forfærdelige, grimme oplevelser/hændelser man kommer ud for i livet, og vende dem til noget konstruktiv og lærerigt. Men jeg tror også på, at man er nødsaget til, at træde alle de svære og til tider uoverskuelige skridt førend man kommer dertil.

Jeg tillader mig at inddrage et uddrag fra bogen “Awaken your giant within” af Anthony Robbins, som netop kommer ind på ovenstående emne.

“Forestillinger har magt til at skabe og magt til at ødelægge. ….Nogle har taget udgangspunkt i deres fortidige smerte og sagt: ‘På grund af denne smerte vil jeg hjælpe andre. Fordi jeg selv blev voldtaget, skal ingen andre udsættes for det’. Eller ‘Fordi jeg mistede min søn eller datter, vil jeg gøre en forskel i verden’. Det er ikke noget, de ønskede at tro, snarere var en sådan forestilling en nødvendighed for at kunne samle stumperne og komme videre. Vi har alle sammen evnen til at skabe den meningsfuldhed, der giver os overskud, men kun få af os benytter os af den, endsige anerkender dens eksistens. Hvis ikke vi vælger at tro, at  der er en mening med livets uforklarlige tragedier, så er vi godt i gang med at ødelægge evnen til at leve fuldt ud”