At leve med skaden efter en forbrydelse

At leve med skaden

Når et ungt træ får en skade, vokser det rundt om såret. Efterhånden som træet fortsætter væksten, bliver såret relativt lille sammenlignet med træet størrelse. Knastede fremspring og forkrøblede grene peger på skader og forhindringer, som er blevet konfronteret i tidens løb og overvundet. Den måde træet vokset op omkring sin fortid bidrager til dets særlige individualitet, karakter og skønhed. (Levine, 1997, p. 44).

Sådan skriver doktor i medicinsk og biologisk fysik Peter Levine i sit hovedværk Væk Tigeren fra 1997. Levine foreslår os at betragte de af livets voldsomme oplevelser, der påvirker vores psyke og fysik, som vilkår, der, sammen med en række andre elementer, er med til at gøre os til dem vi er. Dermed ikke sagt, at man blot skal acceptere, at krænkelser og lignende finder sted eller, at man skal ‘lægge under’ for den offerposition, man desværre ofte oplever sig placeret i af sine omgivelser. Levines pointe går på, at voldsomme og traumatiserende oplevelser hører livet til, og at vi først med erkendelsen heraf og indsigten i hvordan disse oplevelser har påvirket os på et psykologisk plan, kan lære at acceptere og håndtere de sårbarheder vi nu får – ligesom træet, der vokser op omkring sine skader.

Styrket selvindsigt

Som traumepsykolog får jeg fra tid til anden spørgesmålet ‘Hvor længe bliver dét her ved?, hvor ‘dét her’ ofte siges mens vedkommende peger på sit hoved eller kigger ned af sig selv med et let skræmt ansigtsudtryk, der indikerer, at vedkommende opfatter sig selv som befængt nærmest besat. Det er gerne i starten af behandlingsforløbet, at klienten stiller mig (og måske især sig selv) dette spørgsmål, men i takt med, at klienten erkender mere og mere om hvordan og hvorfor og hvad så i forhold til sine traumesymptomer, ændrer klienten ofte sit snævre fokus fra ‘at komme af med dét her’ til ‘at forstå dét her’. Denne proces forårsages af klientens spirende nysgerrighed, tålmodighed og mod, og bevirker opbygning af tilstrækkeligt psykisk overskud til at arbejde henimod nogle mere hensigtsmæssige adfærds- og tankemønstre. Arbejdet med sin psyke, med alt hvad det indebærer af udforskning og udfordring, ender derfor ofte med, at klienten ikke blot oplever ‘at komme af med dét her’, men også at udvikle sig som menneske i kraft af øget selvindsigt og mere reel efterlevelse af sine livsværdier.

Forandringer – den første tid

Når man oplever en voldsom hændelse såsom en forbrydelse begået af et andet menneske eller en bilulykke, at deltage i krig, blive fanget i en naturkatastrofe eller miste en nærstående person, har man i tiden lige derefter ofte en række forventelige følelsesmæssige og kropslige reaktioner såsom overdrevent træthed eller manglende evne til at finde ro, grådlabilitet, vrede eller følelsesmæssig fladhed (numbing). Disse reaktioner er normale og går oftest over i løbet af de først par dage måske få uger.
Genoplevelser af hændelsen i form af mareridt, flashbacks (kraftig sansemæssig oplevelse af at være tilbage i hændelsen) eller såkaldte invaderende tanker kan også forekomme efter oplevelser af voldsom karakter. Påmindelser om den voldsomme hændelse kan medfører følelsesmæssige reaktioner i form af angst, trist og vrede – følelser der er ubehagelige at være i. Ubehag er selvsagt ubehageligt og derfor noget alle velfungerende væsener vil forsøge at undgå. Fortsætter ubehaget over en længere tid, måneder, bliver en naturlig konsekvens gerne, at den berørte person ændrer sin adfærd fx. sin færden og tale, med det en formål, at mindske risikoen for at blive mindet om hændelsen og dermed mærke ubehaget.
Og det er her det bliver tricky. For det er altid godt, at man er i stand til at huske og at lære af de oplevelser, hvor ens fysiske, psykiske eller sociale overlevelse har været i fare, men grænsen går dér, hvor adfærdsændringen (her undgåelsesadfærden) bliver uhensigtsmæssig. For første kan ens liv blive frygtelig besværligt ved at man fx. ikke vil gå eller køre bestemte steder eller tale med bestemte mennesker, og for det andet fordi denne undgåelsesadfærd er med til at vedligeholde ens opfattelse af, at alt hvad der minder én om den voldsomme hændelse er farligt, fordi man ikke får afprøvet denne oftest irrationelle angstbaseret fejlagtige fortolkning.
Risikoen ved angstbaseret indretning af sin adfærd er, at ens adfærds- og tankemønster begrænser ens livsudfoldelse hvorved ens verden bliver meget “lille”. Hvis du vil læse mere om udvikling af angst og undgåelsesadfærd, vil jeg foreslå at du læser min blog Kunsten at ungå fare – om Angst.

Forandringer – på længere sigt

Forekommer de her omtalte symptomer sammen med en række andre symptomer såsom overårvågenhed og negativ forandring af tankerne i mere end seks måneder efter hændelsen, kan diagnosen PTSD (Post Traumatisk Stress Forstyrrelse) stilles. Andre diagnoser såsom Belastningsreaktion, Angst og Depression kan også være aktuelle efter voldsomme hændelser. (DSM-5, APA, http://www.psychiatry.org/psychiatrists/practice/dsm). Du kan læse også om PTSD-diagnosen og øvrige symptomer i mine blogs At blive gjort til offer og  Når forbrydelsen rammer.

Lever man med flere af de her omtalte traumesymptomer over flere måneder sættes ens organisme automatisk også i en stress-tilstand, hvilket især kan komme til udtryk ved nedsat koncentrationsevne og forringet hukommelse. Her er der tale om en synergieffekt idet, at man ikke lagrer information om et emne (arbejdsopgave, samtale, aftale, oplevelser mv.) tilstrækkeligt, hvis man ikke er i stand til at holde fokus, og man er ikke i stand til at holde fokus, hvis man ikke kan huske sammenhænge og nyerhvervet viden mv.

Under såvel akut som længerevarende stress kan der på det neurale plan måles ændringer i aktivitet i og struktur af de hjernedele, som har med hukommelsen at gøre; præfrontal kortex og det limbiske system (amygdala, hippocampus og insula). Endvidere sker der en ændring på et hormonelt plan i og med, at udskillelsen af hormonerne noradrenalin og kortisol stiger. Det bevirker at udskillelsen af hormonerne dopamin, serotonin og acetylcholine hæmmes, hvorved personen vil opleve symptomer som energiforladthed, depression, hukommelses- og koncentrationsbesvær og irritabilitet.
At opholde sig i længerevarende stresstilstand kan altså virke skadelig, ikke bare på et psykologisk og socialt plan, men også på et neuralt plan.

 Varierende mental kapacitet

Det betyder også, at man efter at være blevet traumatiseret kan opleve at være blevet generelt mere sårbar overfor stress, altså at ens tærskel for stress er sænket. Det bevirker, at man ofte, måske dagligt, bliver konfronteret med, at ens mentale kapacitet til at håndtere fx. arbejdsopgaver, sociale sammenhænge mv. kan variere fra dag til dag. For ikke at opleve nederlag, skuffelse og misforståelse gang på gang skal man altså acceptere, at man nogle gange kan præstere 100 procent, mens man andre dage kun kan præstere 40. Afgørende er, at man ikke stilles/stiller sig selv overfor større krav end man har kapacitet til at leve op til, fx. ikke planlægger at skulle rundt i tre butikker på en dag, hvis man reelt set kun har overskud (koncentration, hukommelse, humør, energi mv.) til at gå i én butik. Det er ligesom hvis man på jobbet stilles en arbejdsopgave, som man reelt set ikke har bemyndigelse, tid eller færdigheder til at løfte.
Denne varierende mængde af kapacitet kan være en varig konsekvens af psykisk traumatisering, på sammen måde som sårbarheden overfor at opleve følelsesmæssigt og kropsligt ubehag ved påmindelse af den oprindelige voldsomme hændelse, er det.

Ingen går gennem livet uden at opleve dets op- og nedture. Det er et vilkår og det er noget, der præger os og gør os til dem vi er. Det gør livet smukt og det gør livet svært. Alle har vi tendens til at ville gemme os væk i et lille hul, når vi bliver bange og usikre. Heldigvis vil vi aldrig være alene om at opleve livet, og første skridt til at overkomme de svære stunder findes ved at gribe en af de mange hænder, der, med ønske om at hjælpe, rækker ud efter én.

Anbefalet litteratur

Morey, R., Dolcos, F., Petty, C., Cooper, D., Hayes, J., LaBar, K. & McCarthy, G. (2009). The role of trauma-related distractors on neural systems for working memory and emotion processing in posttraumatic stress disorder. Journal of Psychiatric Research 43 (2009) p. 809-817

Gilboa, A., Shalev, A.Y., Laor, L., Lester, H., Louzoun, Y., Chisin, R. & Bonne, O. (2004). Functional connectivity of the prefrontal cortex and the amygdala in posttraumatic stress disorder. Biological Psychiatry, 55. ca. 10 sider.

Hopper, J., Frewen, P., van der Kolk, B. & Lanius, R. (2005). Neural Correlates of Reexperiencing, Avoidance, and Dissociation in PTSD: Symptom Dimensions and Emotion Dysregulation in Responses to Script-Driven Trauma Imagery. Journal of Traumatic Stress, 20:5. p. 713–725, ca. 13 sider

Lanius, R., Vermetten, E., Loewenstein, R., Brand, B., Schmahl, C., Bremner, J. & Spiegel, D. (2010). Emotion Modulation in PTSD: Clinical and Neurobiological Evidence for a dissociative subtype. Am J Psychiatry, 167. p. 640-647. ca 8 sider.

Levine, P. (1997). Væk Tigeren – Helbredelse af traumer. Borgen: København.

Shin, L.M. (2009). The Amygdala in Post-Traumatic Stress Disorder. In Post Traumatic Stress Disorder – Basic science and clinical practice. ed. Shiromani, P.J., Keane, T.M., Ledoux, J.E. (2009).. New York. Humana Press. ca 15 sider.

0 replies

Skriv en kommentar

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *