Indlæg af Mette Hansen

Tyveri – Glemmer du, så husker… kroppen

“Din klaphat! Og JA! Jeg bander…ish!! Sgu! Ikke nok med du valgte at stjæle min pung, valgte du at stjæle den fra en pusletaske. En PUSLETASKE?!! Iblandt bleer og legetøj finder du pungen frem.

Men mest af alt er du en klaphat fordi du føler du havde ret til noget som ikke er dit men MIT!

Tilgivelse – et bevidst valg

Tilgivelse er ikke det samme som at sige det er ok hvad der er sket, eller dét en gerningsmand har gjort mod en er i orden. At forbryde sig mod andre, at overskride nogens grænser, at krænke andre er aldrig i orden. Tilgivelse er en accept af at sket er sket. For det er det jo.

Kære Gerningsmand

Jeg har brugt mange timer på at spekulere over hvad der fik dig til at ‘vælge’ at sætte en pistol for hovedet af mig, blot for udbyttet af en taskes indhold. Mine omgivelser ønskede at finde dig. De ønskede du skulle have en (hård!) straf for det du gjorde. Sådan havde jeg det ikke.

Vidnet som forsvandt…

Jeg har før skrevet om mit røveri i detaljer…

En detalje jeg dog har udeladt i historien, er at der faktisk var ét vidne til røveriet. Hvor meget hun var vidne til, ved jeg ikke, men jeg ved hun i det mindste SÅ mig og HØRTE mig da jeg løb efter røveren. Det ved jeg fordi jeg fik øjenkontakt med hende. I et splitsekund kiggede vi på hinanden, og jeg er ikke i tvivl om at hun hørte mit nødråb, og forstod at jeg var i en desperat situation.

At give sin forbrydelse mening

Kan en forbrydelse være andet end en negativ og forfærdelig oplevelse? Hvis ikke, skal forbrydelsen eller den voldsomme hændelse så bare puttes ned i vores “rygsæk” af erfaringer og oplevelser, som værende bare dét; en dårlig, forfærdelig oplevelse?
Jeg mener, at hvis man er heldig nok til at have ressourcerne til det, kan vælge at give sin forbrydelse en positiv mening.

En helt almindelig aften

Jeg når ikke mere en et enkelt eller to skridt forbi ham, da jeg fornemmer noget eller nogen nærme sig imod mig bagfra. Jeg vender mig om imens jeg tager øretelefoner ud – måske han har brug for hjælp tænker jeg, hvorfor jeg siger ‘undskyld?’ til ham idet jeg vender mig. Men i stedet for et spørgende væsen møder synet af en pistol mod mit ansigt mig, og det går op for mig, at han absolut ikke har brug for hjælp til at finde vej.