At være blevet overset eller negligeret

Ikke sjældent fortæller ofre for forbrydelser, at de omkringværende personer enten ikke reagerede eller tøvede hermed på trods af, at den udsatte person tydeligvis var i nød eller endda råbte på hjælp. Når den udsatte efterfølgende tænker på hændelsen er det ofte netop oplevelsen af at være blevet overset eller negligeret, der nager og fastholder personen i en følelse af uretfærdighed og vrede og giver anledning til frustration og fortvivlelse over hvordan folk kan opføre sig på den måde.

Den nemme forklaring vil lyde på, at lige netop de i pågældende tilfælde omkringværende personer, er egoistiske, afstumpede og ude af stand til at ville drage omsorg for andre. En sådan forklaring kan selvfølgelig også være rigtig i nogle tilfælde. Men problemet med en så entydig forklaring er, at denne ‘laden-stå-til-tendens’ viser sig i foruroligende mange tilfælde verden over og på tværs af kulturer og historiske begivenheder.

Tænkt på hvordan verden så til imens millioner af jøder og andre minoriteter blev forsøgt udryddet af nazisterne, og hvordan vi hver dag bevidner hvordan fattige mennesker i Afrika dør af sult eller som for tiden af infektionssygdommen Ebola. Eller hvordan vi går forbi de socialt udsatte og måske fordrukne personer, der har slået sig ned på bænken på torvet. Eller hvordan du kører forbi en blaffer der står i regnvejr langs den landevej du dagligt kører på. Eller i den mildere ende af spektret hvordan du retfærdiggør, at du ikke betaler licens fordi din nabo heller ikke gør det, eller at du ikke donerer penge til Kræftens Bekæmpelse fordi dine venner ikke gør det – eller omvendt: at du gør det fordi ‘…det gør man da’.

Bystander Effekten

Denne tendens blev sat under lup af to socialpsykologer efter at verden i 1964 havde bevidnet en tragisk hændelse, hvor en ung kvinde blev stukket ned i New Yorks gader og efterfølgende døde alt imens folk omkring hende ikke reagerede eller tilkaldte politiet.

Fænomenet blev døbt Bystander Effekten og henviser til menneskers tendens til at gå videre/ikke reagere selvom noget påfaldende foregår for øjnene af dem – hvis de andre folk omkring hændelsen går videre/ikke reagerer. (Darley & Latané, 1969)

Spredning af Ansvaret

Forskning i menneskets sociale adfærd viser, at jo flere personer, der befinder sig omkring en hændelse, som kræver indgriben, jo mindre sandsynlighed er der for, at de vil gribe ind. Årsagen til et sådan mønster skal findes i, at personerne her oplever at have et mindre personligt ansvar over for at opretholde såvel de juridiske som de moralske regler inden for det enkelte samfund. (Darley & Latané, 1969).

I det tilfælde hvor folk går forbi en person, der beder om hjælp og tydeligvis har brug for det, kan det være det grundlæggende moralske ansvar for at opretholde et fællesskab hvor alle behandles retfærdigt, der er spredt ud på en (for) stor gruppe personer – dem der befinder sig på pågældende sted/samfund. På grund af denne spredning af ansvar, oplever den enkelte person ikke at være pålagt tilstrækkelig stort ansvar til at gribe ind og hjælpe den nødlidende.

Fælles Uvidenhed

En anden årsag til Bystander Effekten skal findes i det faktum, at vi mennesker spejler os i hinanden, hvilket tydeligt ses på vores kropssprog under samtale, dannelsen af “kigge-køer” på motorvejen når der er sket en ulykke, fodboldfans ensartede bevægelser på tribunen, børns efterabe-lege etc.

Når en påfaldende hændelse som en forbrydelse på åben gade opstår, er samme spejlingadfærd i spil. Her ved man fra flere forskningsstudier at de omkringværende personer i de fleste tilfælde først reagerer efter, at de har registreret de øvrige personers reaktioner på hændelsen (Rosenthal, 1964). Derfor vil den ‘onde cirkel’ som Bystander Effekten kan betragtes at udløse, risikere at blive aktuel idet, de omkringværende personer automatisk tænker ‘…Hvis ingen andre reagerer, er der nok hellere ikke brug for at jeg gør det’.

Frygt for negativ opmærksomhed

En tredje årsag til Bystander Effekten kan være menneskets indgroet frygt for at stå ud og lave fejl og derved få negativ opmærksomhed. I et civiliserede og kontrollerede samfund som det danske samfund, kan en unødig indgriben også betragtes som en overreaktion eller forsøg på at få opmærksomhed – hvilket sjældent betragtes som noget positivt.

Hvad kan den nødlidende gøre

For at overvinde denne Bystander Effekt kan den nødlidende person forsøge at bryde de omkringværende personers automatiserede sociale adfærd, der medfører ansvarsfralæggelse, social uvidenhed og frygt for at stå ud af mængden. Man kan “forstyrre” denne adfærd, hvis man formår at henvende sig direkte til en eller flere specifikke personer, få øjenkontakt med dem og på den vis få deres fulde opmærksomhed. Herved får man lejlighed til at forklare hvad der er sket samt give udtryk for hvad man konkret har brug for hjælp til. Det er en god ide at præsenterer sig med fornavn, fortælle hvor man kommer fra og er på vej hen samt beskrive hvordan man har det i øjeblikket.

Alle disse informationer er med til at “virkeliggøre” den nødlidende som en person, de omkringværende kan identificere sig med – og derfor ønsker at hjælpe.

Anbefalet litteratur:

Rosenthal, A.M. (1964). Thirty-Eight Witnesses: The Kitty Genovese Case. University of California Press. Darley, J.M. & Latané, B. (1968). Bystander intervention in emergencies: Diffusion of responsibility. Journal of Personality and Social Psychology., 8, 377-38

Garcia, S.M., Weaver, K., Moskowitz, G.B. & Darley, J:M (2002). Crowded minds: The Implicit Bystander Effect. Journal of Personality and Social Psychology, vol 83(4), p. 843-853.

Latané, B. & Darley, J. (1969). Bystander Apathy. American Scientist, 57, p. 244-268.