Mette Hansen, Røverioffer - Offerforum blogger

En helt almindelig aften

Pistol røveri på en helt almindelig aften

D. 12. februar 2011 efter  en hyggelig middag med nogle venner beslutter jeg at slutte aftenen tidligt, og tager derfor metroen hjem ved ti-tiden om aftenen.

Da jeg står af metroen og går mod stien som fører op til min lejlighed, kan jeg se en mand der står lænet op af husmuren, han har huen godt trukket op om ørene. Jeg bemærker jeg bliver utryg, men ikke mere end at jeg kan distrahere mig selv med lidt god musik fra min iPhone i ørerne og ved tanken om at det jo også er koldt, sneen fyger og ligger sig tungt på gaderne.

Jeg når ikke mere en et enkelt eller to skridt forbi ham, da jeg fornemmer noget eller nogen nærme sig imod mig bagfra. Jeg vender mig om imens jeg tager øretelefoner ud – måske han har brug for hjælp tænker jeg, hvorfor jeg siger ‘undskyld?’ til ham idet jeg vender mig. Men i stedet for et spørgende væsen møder synet af en pistol mod mit ansigt mig, og det går op for mig, at han absolut ikke har brug for hjælp til at finde vej.

Tusind af tanker

De næste sekunder går der hvad der synes som tusind tanker igennem mit hoved – sammenhængende som usammenhængende, alt lige fra ‘hvad vil han?’, til ‘nu voldtager han mig’ eller ‘jeg skal dø’. Han siger et eller andet til mig… hvad ved jeg ikke, jeg hører det ikke, men han virker aggressiv og vifter pistolen voldsomt foran mit ansigt. Det er kun få sekunder der går førend jeg reagerer ved at smide min taske hen til ham. Han stiller sig heldigvis tilfreds med tasken, vender sig om og løber sin vej.

Der går endnu et øjeblik hvor jeg tænker på hvad der lige skete, og jeg prøver ihærdigt at huske hvad min daværende kæreste altid har sagt jeg skal gøre i sådanne situationer. Imens jeg tænker på hvor strengt og krænkende det egentlig taget er, at han har stjålet min taske med alle mine ting i, kommer jeg i tanke om det; jeg skal jo råbe! Derfor begynder jeg – imens jeg løber efter ham – at råbe ‘tyveri’ ‘stop tyven’ og andre ting som skal kaste opmærksomheden på ham…problemet er bare, at stationen er helt tom, så den eneste som reagerer, er røveren. Han stopper op et øjeblik, og kigger bagud på mig. I samme sekund kommer jeg i tanke om han har en pistol… min fornuft vender gudskelov tilbage og fortæller mig det måske er bedst at lade ham løbe.

Helt alene

Han forsvinder ind i mørket ned af den lange sti, og i de efterfølgende minutter går jeg forvirret rundt på metro pladsen, imens jeg prøver at begribe hvad der lige skete. Pludselig skyller en fysisk reaktion ind over mig. Jeg begynder at ryste, mine ben falder sammen under mig – jeg kan simpelthen ikke stå oprejst. Det går op for mig – sådan virkelig op for mig – hvad jeg egentlig lige har stået overfor, og jeg føler mig med ét blottet, sårbar, krænket, bange og ikke mindst alene.

Jeg formår at tænke tanken “ring til nogen!” Så det gør jeg. Jeg ringer til mine forældre som sidder uvidende og hygger sig med aften teen. Det er min mor der svarer… jeg får samlet en sætning sammen i mit hoved og synes også den kommer ud af munden på mig. Desværre har min fysiske reaktion fået overtaget så meget, at jeg åbenbart ikke giver mening i det jeg grædende siger til hende. Jeg prøver igen og igen – min mor bliver bange kan jeg høre. Hun begynder at græde og siger hun er nødt til at give røret til min far. Igen prøver jeg alt hvad kan at formulere min sætning ‘Jeg har fået stjålet min taske og han truede mig med en pistol, men jeg er ok’ (ish). Tilsyneladende kan han heller ikke forstå mig.

Hjælpen

I det samme kommer der to piger løbende over fra metrostationen. De kunne høre mig skrige og græde. Den ene løber hurtigt over til mig og tager mig straks i hendes arme… hun krammer mig. I dét sekund, falder alt i min krop lidt mere til ro og jeg føler mig ikke længere alene. Jeg får formuleret den første sammenhængende sætning til min far, og mine forældre kører med det samme ud til mig. Pigerne som fandt mig sammenkrøllet på jorden ringede til politiet, og tog mig med hjem til sig…

Derfor deler jeg min historie

Jeg ville dele min historie med jer, fordi det er så vigtigt vi deler vores historier. Jeg blev ikke slået, jeg blev ikke voldtaget og i den fysiske forstand skete der mig ikke noget. Men netop den antagelse er fuldstændig underordnet – både i din og min historie. Alvorlig forbrydelse eller ‘mindre alvorlig’ forbrydelse…det er betydningen og oplevelsen af din og min historie som er det væsentlige, og som er det vi anerkender her på OfferForum.dk. Derfor håber jeg også i vil dele jeres historier…

 

I de næste blogindlæg vil jeg fokusere på følelsen af ikke ‘rigtig’ at blive forstået og vigtigheden af netop at finde nogen som kan opfylde det behov. Derudover vil jeg skrive lidt om at give sin forbrydelse eller oplevelse mening – for på den måde at bruge den konstruktivt i fremtiden.

 

0 replies

Skriv en kommentar

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *