Det tidligere offer for væbnet røveri Mette Hansen skriver i sit seneste indlæg på OfferForum.dk: Jeg kunne vælge at være et offer for forbrydelsen (…) eller jeg kunne vælge at gøre forbrydelsen meningsfuld og der igennem bruge den til noget konstruktivt, at lære af den. Med den betragtning fastslår Mette en afgørende forskel mellem at betragte sig selv som ‘et offer’ og at betragte sig selv som ‘en overlever’. Når man som Mette udsættes for en forbrydelse placeres man ikke bare i en ubehagelig situation mod sin vilje, man påklistres ofte også en række “titler” af sine omgivelser. En sådan titel er fx. Offer. Desværre fungerer offer-titlen ikke altid bare som en titel, men kan have en afgørende virkning på hvordan den forurettede person opfatter sig selv i kølvandet på forbrydelsen, og ikke mindst på hvordan omgivelserne forholder sig til vedkommende. Jeg ønsker med dette indlæg at pointere en vægtig forskel mellem at være offer for en forbrydelse (her omtalt som ‘forurettede’), og at blive opfattet som ‘et offer’ af sig selv og af sine omgivelser.

Stemplet som Offer

En person, der betragtes som ‘et offer’ “tildeles” fra omgivelsernes side automatisk en række rettigheder til hensyntagen, varetagelse, opmærksomhed og omsorg – alt sammen som led i et forsøg på at vise sin anerkendelse af, at offeret med forbrydelsen er blevet behandlet forkert. (Læs indlægget At være gjort til Offer for uddybelse). Men tildelingen/påtagelsen af offer-titlen risikerer også at åbne op for yderligere krænkelse af den forurettede i og med, at titlen indirekte indikerer, at forurettede med forbrydelsen allerede én gang er blevet nedvurderet som menneske – en nedvurdering, som desværre ofte påvirker såvel forurettedes opfattelse af sig selv som andre menneskers opfattelse af forurettede. Trods omgivelsernes gode intentioner om at anerkende og genoptage forurettede i samfundet/familien/vennekredsen, kan opfattelsen af forurettede som ‘et offer’ betyde, at omgivelserne har svært ved at betragte forurettede som en ligeværdig borger med både rettigheder OG pligter. Dermed risikerer forurettede at ende i en situation hvor han/hun vurderes til ikke på lige fod som andre mennesker at kunne påtage sig pligter og ansvar i forhold til eget eller andres velvære. Hvis omgivelserne møder forurettede med en sådan uhensigtsmæssig hensyntagen og alt for lave forventninger, kan det virke umyndiggørende af forurettede og i værste fald føre til, at han/hun fanges i tilstand af passivitet, ringe selvværdfølelse, ligegyldighed og depression.

Vilje til Mening

Betragtes den forurettede derimod som ‘en overlever’ modsat som ‘et offer’, tilskrives han/hun en række egenskaber som styrke og mod til at tage vare på sig selv, hvilket igen kan føre til stolthed og tillid til egne formåen. På den vis bliver en befordrende vej ud af oplevelsen af at være krænket, netop at blive betragtet som og betragte sig selv som ‘en overlever’. Kimen til en sådan betragtning blev for alvor lagt med bogen ‘Psykologi og Eksistens’ skrevet af den eksistentialistiske psykoterapeut og psykiater Viktor Frankl (1905-1997), der overlevede 3 år i nazisternes koncentrationslejre. Frankl gjorde sig under dette skæbnesvangre ophold observationer og optegnelse over udviklingen af de andre fangers og fangevogteres adfærd og indsats for at overleve de prøvelser de blev udsat for i lejren. KZ-lejrens vilkår var ekstreme, men vi kan alligevel med fordel drage paralleller herfra når vi skal forstå hvilke udfordringer ofre for “almindelige” forbrydelser kan stå over for, og ikke mindst hvordan de genskaber evnen til at leve et liv med rimelig velvære, handledygtighed og udvikling.

I Frankl’s optik skal evnen til at overleve findes i menneskets psykiske modstandskraft som han kalder den indre styrke. (Frankl, 1993/1947). Når mennesket befinder sig i en fysisk og/eller psykisk truende situation, kan det modstå at gå helt til grunde, hvis det tror på, at der er en mening med dets lidelser, og at det, på trods af en næsten total underlæggelse af en anden persons magt, stadig oplever at have sin menneskelige frihed til at forholde sig til situationen. Denne frihed skal forstås som en åndelig frihed, der altid vil eksistere for det enkelte menneske, så længe det holder fast i sin menneskelighed – også selvom en gerningsperson forsøger at tage magten. Vejen ud af krænkelsesfølelsen skal derfor findes i det enkelte menneskes vilje til mening. Det betyder, at hvis ens liv overhovedet kan siges at have mening, så må ens lidelse, som er en del af ens liv, også have det. Og når lidelsen får mening, ophører den i følge Frankl med at være en lidelse. Derimod er det (livs)farligt for mennesket hvis det forfalder til …selvopgivelse og laden stå til-indstillingen og tabet af fremtidsoplevelse (Frankl, 1993/1947, p. 79), da en sådan reaktion vil være tegn på, at den forurettede har overgivet sig den ovenfor beskrevne umyndiggørelse.

Psykisk Modstandskraft

Det kræver en vis styrke at kunne ændre opfattelse af sig selv fra ‘offer’ til ‘overlever’. Frankl kalder det den indre styrke, og psykologien beskriver den som en grundlæggende psykiske modstandskraft og robusthed som overordnet kaldes resiliens. Resiliens er skabt og formet af det enkelte menneskes fysiske og intellektuelle evner og færdigheder, omgivelsernes reaktioner samt mestringsstrategier udviklet på baggrund af menneskes følelsesmæssige tilknytning til sine tidligste nære relationer. Det er væsentligt at have in mente, at det enkelte menneskes psyke og handledygtighed til en vis grad altid vil blive påvirket at en truende hændelser, men hvor alvorlig og hvor gennemgribende denne påvirkning er, afhænger af om mennesket kan mobilisere tilstrækkelig resiliens herimod. Når den forurettede oplever ændringer i sin adfærd, tanke og følelsesmønster, kan de siges at have en traumatiserede personlighed. Denne tilstand kan være udviklet på baggrund af offerets oplevelse af skyldfølelse over hændelsen eller angst for aggression herover, hvorfor offeret ofte begynder at bebrejde sig selv såvel hændelsen som aggressionerne. En sådan selvbebrejdelse kan få to udfald. Den kan som tidligere beskrevet 1. fører til passivitet, lavt selvværd og depression, eller den kan 2. virke motiverende og som drivkraft til at overkomme den psykisk ubehagelige tilstand. Afgørende for udfaldet bliver især omgivelsernes imødekommenhed samt den forurettedes grad af resiliens.

Posttraumatisk Vækst

Mette Hansen skriver i sit indlæg, at hun noget tid efter forbrydelsen udviklede et ønske om at bruge sin oplevelse af forbrydelsen til noget konstruktivt, at lære af den. Netop viljen til at lære og til at lade sig styrke af sin traumatiske oplevelse er hvad det psykologiske begreb Posttraumatisk Vækst (PV) involverer. PV indikerer, at psykisk sårbarhed med manglende selv- og andretillid, velvære og handledygtighed ikke behøver at være den eneste følge af at have oplevet en truende hændelse eller ulykke. Derimod viser bl.a. et norsk forskningsstudie, at det traumeramte menneske også kan opleve en personlig og ressourcemæssig udvikling i form af styrket selvtillid, selvstændighed, modenhed og empati for andre mennesker. (Nationalt Videnscenter for Vold og Traumatisk Stress, Kristin Alva Glad). Forklaringen på denne fornyet energi og mod til at magte udfordringer kan findes i overleverens følelse af taknemmelighed og stolthed over at have overlevet den traumatiske hændelse, foruden i udviklingen af en generel værdsættelse af livet og nære relationer.

Ved yderligere interesse for emnet, vil jeg anbefale følgende litteratur:

Cyrulnik, B. (2002). De grimme ællinger – resiliens og traumer. Oversat af Byrckel, T. København, Rosinante.

Frankl. V. (1993/1947). Psykologi og Eksistens – første del. En psykolog oplever koncentrationslejren. København, Nordisk Forlag.

Frankl. V. (1993/1959). Psykologi og Eksistens – anden del. Logoterapiens grundbegreber. København, Nordisk Forlag.

Harré, R. (2005). An ontology for duties and rights. I ed.: Finkel, N. J. & Moghaddam. F. M. The psychology of rights and duties. Washington DC, American Psychological Association.

Tedeschi, R., Park, C. & Calhoun L. (1998). Posttraumatic Growth: Positive Changes in the Aftermath of Crisis (Personality and Clinical Psychology). London: Lawrence Erlbaum Associates.