Tillid – Hvorfor denne granskning og søgen efter håb?

Den, der er blevet torteret, forbliver torteret. (…) Ingen, der har været udsat for tortur, vil nogensinde kunne finde sig til rette i verden; afskyeligheden ved en sådan knægtelse forsvinder aldrig. Tilliden til menneskeheden, der brast ved det første slag i ansigtet og siden helt forsvandt under torturen, kan aldrig genfindes. (Améry i Levi, 1992). Så sortseende på menneskets vegne var den østriske filosof Jean Améry efter at være blevet tortureret af det tyske Gestapo pga. sin deltagelse i modstandsbevægelsen under 2. Verdenskrig.

At en person oplever sig uden håb om nogensinde at kunne genfinde tilliden til andre mennesker, kan man aldrig anfægte. Det er hvad det er – en oplevelse. Men man kan altid udforske hvorfor og hvordan en tilstand opleves som håbløs. Og man kan sammenholde forskellige faktorer og forsøge at verificere hvorvidt tilstanden rent faktisk er håbløs. Men som sagt, kan man aldrig sige noget imod at en person oplever sin situation håbløs. Vores oplevelser og følelser skal respekteres. Dermed ikke sagt at de er entydige sandheder, som skal accepteres.

Jeg vil med hjælp fra teoretikere og forskere forsøge at udforske Amérys definitive holdning – som bygger på et hårdt prøvet liv.

Hvorfor denne granskning og søgen efter håb? Fordi jeg på baggrund af erfaret og læst viden tror på at mennesket kan heles efter et voldsomt tillidsbrud, som en forbrydelse udgør. Og med ‘heling’ mener jeg ikke, at man bliver den samme som før man blev udsat. Det kan man ikke. Vi vil altid være mærket af de gode som dårlige oplevelser vi har gennem livet. ‘Heling’ bruger jeg som en betegnelse for, at det psykiske ubehag langsomt går i sig selv. At ens adfærd, tanker og følelser virker hensigtsmæssigt omend anderledes end før. At man kan “kigge på og røre ved” ens traume dvs. tænke på og tale om forbrydelsen, uden at blive for bange, vrede og ked af det.

Duddi skriver den 2. februar 2015 på OfferForum.dk, at hun efter at være blevet voldtaget af sin eks-kærestes kammerat, oplevede at have ingen tiltro til nogen og, at hun nu flere år efter hændelsen stadig kæmper for at genopbygge tilliden til andre mennesker.

I mit terapilokale hører jeg ikke sjældent om hvordan frygten for at møde specifikke “typer” af mennesker som fx. mænd med skæg, folk i hættetrøjer, uniformer, kitler kan afholde klienten fra at færdes blandt andre mennesker. Herudover kan specifikke lyde, lugte, stemninger, steder, følelser lede til tanker om hvad man har været udsat for, hvorfor disse også forsøges at undgås. Denne frygt og i visse tilfælde angstlignende reaktioner når tankerne om forbrydelser bliver for overvældende, skyldes blandt andet at man har mistet tilliden til at andre mennesker/verden vil én det godt.

Og det er ikke kun gjort med social undgåelse. Ofte udvikler den udsatte også en generelt fjendtlighed over for andre mennesker, foruden at han eller hun oftere og oftere finder sig selv i færd med at lyve over for selv nære relationer for at slippe ud af situationer – aftaler, samtaler – fordi disse pludselig synes uoverskuelige. Længerevarende tilstand af mistillid med her nævnte adfærdsændringer kan ende i følelsen af håbløshed og selvsagt udvikling af stærkt negative tanker om sig selv herunder manglende tillid til egen dømmekraft, kapacitet og moral.

Udvikling af tillid – og mistillid

Psykodynamikeren John Bowlby (1988/1994) foreslog, at det stærke emotionelle bånd mellem det lille barn og dets primære omsorgspersoner falder i tre mønstre: 1. sikkert, 2. usikkert afvisende, 3. usikkert ambivalent. Sidenhen blev et fjerde mønster omtalt som usikkert disorganiseret tilføjet rækken af tilknytningsmønstre (Main, 1986). Tilknytningsteorien danner grundlag for bølgen af kognitive tilknytningsteoretikere og forskere, der ræsonnerer, at barnets tilknytningsmønster er afgørende i dets udvikling af kognitive arbejdsmodeller (måder hvorpå vi forstår og bearbejder oplevelser i livet), samt for dets evne til at nære tillid til andre mennesker og dermed indgå i nære relationer senere i livet. (Fonagy et al. 1997). Det betyder at individet, der kan beskrives at have haft en usikker tilknytning, risikerer at udvikle en generel mistillid til andre mennesker og egen dømmekraft, foruden at være særlig sårbar over for krænkelsers potentielt nedbrydende virkning. (Ainsworth, 1978).

Det sikkert tilknyttede menneske kan selvfølgelig også miste sin tillid til andre. Den fagpsykologiske retning kaldet Kognitionspsykologien, bringer begrebet kognitiv dissonans i spil i forsøget på at forklare hvorfor og hvordan tillid vendes til mistillid. Forbrydelsen opleves som en krænkelse fordi der opstår en dissonans mellem 1. den udsattes forventninger til andre mennesker, skabt i relationen med de nære omsorgspersoner, og 2. den udsattes reelle oplevelse af at blive dårligt behandlet af et andet menneske. For at genskabe en stabil og tålelig psykisk tilstand, må den udsatte da groft sagt enten a. justere sine forventninger i forhold til sine reelle oplevelser, b. forsøge at ændre på andre menneskers (gerningspersonens, myndighedernes) adfærd, eller c. vende sig imod omverden. (fx. Thrane & Elklit, 2002; Wright et al., 2009).

Tillid til andre mennesker er altså skabt i møde med de nære relationer

Forskning viser da også, at folk udsat for krænkelser fra netop de nære relationer, såsom incest, voldtægt, fysisk og psykisk vold er i højere risiko for at blive ramt af længerevarende psykisk traumatisering, end hvis krænkeren var en for dem fremmede person. (Elklit & Christiansen, 2009; Madsen, 2005).

Genopbygning af tillid

Kan ske på flere måder. Den i mange tilfælde mest effektive men også mest ubehagelige måde involverer årsagen til mistilliden, nemlig gerningspersonen. Afhængigt af om han eller hun er en nær eller fremmede relation og hvordan han eller hun forholder sig til forbrydelsen findes det arrangeret møde mellem offer og gerningsperson kaldet konfliktråd, som faciliteres i hver af landets politikredse.  Yderligere kan de to parter opsøge en professionel og her sammen forsøge at genskabe tilliden igennem afdækning af gerningspersonens ugerning og tanker herom. Risikoen ved denne konfrontatoriske måde er, at ubehaget bliver for stort og den udsatte ender med at blive traumatiseret på ny. Dette særligt hvis gerningspersonen ikke er tilstrækkelig modtagelig for at erkende sin skyldighed, eller hvis den udsattes kropslige og følelsesmæssige reaktioner er for voldsomme under mødet.

I relation til gerningspersonen er en tredje vej tilgivelse. Tilgivelse vidner om en vilje og et overskud til at forsone sig med hvad der er sket – uden at glemme, acceptere eller negligere det. Tilgivelse vidner om en forståelse for at mennesket kan fejle, en tro på at det kan forbedre sig, eller i det midste at ikke alle mennesker fejler i relationen. Videre om en vilje til at skabe mening med hvad der nu sker i éns liv af gode som dårlige ting.

En mildere vej ud af mistilliden er at opsøge andre mennesker under kontrollerede forhold. Dette kan til at starte med være de helt nære relationer, dernæst fx. samtalegrupper som det nyligt opstartede NetværksForum og siden deltagelse i arrangementer (fx. sport, kultur) hvor  man møder og interagere med relativt fremmede mennesker. På den vis får den udsatte mulighed for at indsamle gode erfaringer med andre mennesker og dermed langsomt opløse den ellers overskyggende dårlige oplevelse med gerningspersonen.

Vores tillid til mennesker er altså skabt i mødet med mennesker.

På samme måde er også mistillid skabt i mødet med mennesker – måske blot et enkelt. Derfor skal nye møder med mennesker også til for at genoprette den brudte tillid.

Anbefalet litteratur

Ainsworth, M., Blehar, M., Waters, E. & Wall, S. (1978). Patterns of Attachment. New York, ” Hillsdale: Erlbaum Associates.

Bowlby, J. (1988/1994). Tilknytningens rolle i personlighedsudviklingen. I: Bowlby, J. ” En sicker base. Kbh: Det Lille Forlag.

Elklit, A, & Christiansen, D. M. (2009). Predictors of acute stress symptoms in rape victims. Traumatology, 15(2), pp.38-45.

Elsass, P. (1995). Torturoverleveren – Psykoterapi af den traumatiserede flygtning. Kbh: Gyldendal

Enright, R. (2001) Forgiveness is a choice. Madison: Wisconsin University press.

Levi, P.  (1993). De druknede og de frelste. 2 udg. Kbh: Forum