“Din klaphat! Og JA! Jeg bander…ish!! Sgu!

Ikke nok med du har stjålet 4000 kr i kontanter, gavekort, og både min søns og mit sygesikringskort samt diverse andre kort, men du har også stjålet en MASSE (for dig ligegyldige) minder som eksempelvis min lykke 5 dollar seddel jeg har gemt siden første gang jeg var i NYC.

Og bare fordi du er rigtig ussel, valgte du at stjæle den fra en pusletaske. En PUSLETASKE?!! Iblandt bleer og legetøj finder du pungen frem.

Har du tænkt over om det var ALT hvad min familie havde at leve for resten af måneden???

Men mest af alt er du en klaphat fordi du føler du havde ret til noget som ikke er dit men MIT!

Klaphat…du skal være glad for jeg er så god til at tilgive….med tiden.”

Han tog MIN pung!

Ovenstående er et opslag fra min private facebook profil, samme dag jeg fik stjålet min pung (med usandsynligt-mange-og-slet-ikke-normalt-befindende-sig-i-min-pung-penge) imens jeg var på arbejde.

I starten var det pengene jeg ærgrede mig over. Så var det alle minderne, som jeg langsomt kom i tanke om lå i pungen. Til sidst var det følelsen af at virkelig bare at være blevet krænket. Og SÅ kom tårerne ellers VÆLTENDE.

Jeg tog det super personligt at han valgte lige præcis MIN pung, at han havde frækheden til at liste sig ind på klinikken og derefter ind på kontoret. At han for det første ikke havde anstændigheden til at lade den ligge da han så det var en pusletaske han gravede i, og for det andet i det mindste ikke bare tog pengene og lod resten ligge.

Er I klar over hvor helt usandsynligt irriterende og tidskrævende det er, at skulle anmelde sagen til politiet, spærre alle kort, bestille nye, skaffe sig et midlertidigt kørekort, erhverve sig et nyt osv osv?

Et “simpelt” tyveri

Om natten fik jeg en noget uventet reaktion.

Jeg sov stort set ikke, og ved den mindste lyd (og jeg er normalt ret døv!), vågnede jeg med et spjæt. Det var helt tydeligt, at det var min underbevidsthed der huskede en masse af følelserne fra røveriet.
Selvom det var en HELT anden, og langt mere voldsom oplevelse, gav de samme følelser genklang i det her tyveri.

Jeg følte mig på ingen måde i livsfare ved det her simple tyveri, men min krop og underbevidsthed var ikke helt enig.

Heldigvis varede det kun den ene nat, og ikke det meste af et år som røveriet 🙂

Det hedder et “simpelt tyveri”, men der er INTET simpelt ved det…det er super besværligt. Og det er endnu et eksempel på at ingen forbrydelse er for lille. Følelser som krænkelse, at være blevet uretfærdig ‘behandlet’, og en MEGA vrede kan følge i kølvandet på oplevelsen.