Min historie.

Viser 4 indlæg - 1 til 4 (af 4 i alt)
  • Forfatter
    Indlæg
  • #700 Svar

    Anonym

    Jeg boede sammen med en kæreste i en lille by langt ude på landet.En aften hvor jeg var alene hjemme og ventede på en veninde fik fri, så jeg kunne tage hjem og hygge hos hende, valgte jeg at få tiden til at gå med at finde tøj til kommende bytur. Min kæreste var hos en kammerat eller sine forældre, husker det ikke helt, men det var ikke meningen han skulle komme tidligt hjem. Så jeg gik i krig med mit klædeskab og fik hurtig tiden til at gå med det, i min egen lille verden.

    På et tidspunkt ringede det på døren, hvilket der ikke var noget underligt i. For ham vi kendte på underetagen til modsatte side, havde for vane at kigge op og hygge sludre når han kom hjem fra arbejde. Så jeg tænkte ikke yderligere over det, da det gik op for mig jeg var på vej hen for at åbne, men ikke havde andet end trusser og en t-shirt på. Herregud, han havde set det værre….

    Så jeg åbnede døren med et smil og var klar til at smide en kvik bemærkning efter ham. Men det var ikke ham der stod på den anden side af døren, det var vores egen underbo. En mand der havde forskellige misbrug og hørte til den del af befolkningen, der laver småkriminalitet for at få penge til sine øl og stoffer.

    Jeg skjulte mig lidt bag døren, da jeg så det var ham, for han behøvede ikke lige se jeg stod uden tøj på næsten. Han var beruset og stod og svajede. Han spurgte om han lige måtte komme ind, om jeg havde tid. Ja ja da svarede jeg, for vi kom godt ud af det med ham. Ikke at han blev inviteret op til en sludder, men vi small talkede når vi stødte på hinanden og derfor var jeg også tryg ved ham.

    Jeg åbner døren lidt mere op, for selvfølgelig må han komme indenfor. Jeg undskylder lige at jeg ikke har bukser på og siger så: Jeg hopper lige i et par bukser!” Hvortil han svarer: Det behøver du ikke for min skyld!” Lige i det sekund han siger det, går alle alarmer i mig i gang. Måden han siger det på, er fyldt med en underlig faretruende tone. Jeg går helt i stå indeni, jeg bliver grebet af en angst. Mit hjerte banker derud af og mine tanker stikker af….jeg får fremstammet noget med at jeg skal have bukser på, for min kæreste er på vej hjem og det vil se forkert ud.

    Kan ikke huske jeg tager dem på, jeg kan bare huske at jeg oppe i hovedet prøver at ligge en plan for, hvad fanden jeg skal gøre for at få ham ud af vores lejlighed. Så først er jeg tilfreds med jeg får bildt ham ind at min kæreste er på vej hjem, så kan det måske skræmme ham lidt. Men nej han er sgu ligeglad, eller også hørte han det ikke. Han virkede ikke sådan i hvert fald. Han sætter sig ind i vores stue, i en lænestol overfor sofaen. Jeg selv sætter mig i sofaen tættest på døren, men en underlig fornemmelse i kroppen. Jeg er iskold indeni, men stadig helt klar i hovedet.

    Han begynder at mumle om alle mulige problemer han har i sit liv og jeg sidder og taler ham helt efter munden. Bakker ham op i det er unfair og alle andre er idioter. Han skifter hele tiden mellem at være glad, ked og til at være utrolig aggressiv. Jeg hører egentlig ikke helt efter hvad han siger, for jeg er stadig i gang med at udtænke en flugtrute. Dog hører jeg han siger hans 8 årige datter sidder nede i hans stue lige nu og ser tv. At han har et større arsenal af våben i sit soveværelse.

    Vi har kun en udgang, med mindre jeg skal springe ud fra altanen, hvilket jeg hurtigt dropper. Vi boede jo på 3. sal, det ville jeg ikke slippe levende fra. Jeg ville ikke være hurtig nok til at løbe ud og åbne vores dør, han ville sagtens kunne indhente mig. Fuck mand jeg sad med stress på, men heldigvis opfatter han det ikke. Han er for opslugt af sin egen tale…

    Da der er gået et stykke tid, ringer min tlf. På dette tidspunkt er jeg desperat, for jeg ved at jeg snart ikke kan udskyde det uungåelige længere. Hans adfærd er mere og mere aggressiv og jeg er ikke længere i tvivl om hvad hans hensigt er. Jeg er pisse bange, ryster og er ved at bryde sammen indeni. Jeg siger til ham at hvis jeg ikke tager tlf, så vil min veninde være hos mig i løbet af 5 min…så jeg ’får lov’ at tage den.

    Da jeg hører hendes stemme, ved jeg bare at jeg skal have sagt noget til hende uden at afsløre mig overfor ham, så hun kan komme med hjælp. Men hun fanger intet af det jeg siger, hun virker mere som om hun bliver irriteret over jeg bliver ved, at spørge om usammenhængende ting. På intet tidspunkt spørger hun om hvorfor jeg taler i øst og vest…derimod vælger hun at sige, jeg bare kan komme nu, at hun er hjemme….og så ligger hun på!

    Hold kæft der gik mit hjerte i stå. Der blev komplet stille, men med sådan en hyletone som når hjertet går i stå og alarmen går igang. Sådan havde jeg det, jeg følte det hele var forbi. Jeg stod lidt efter med røret i hånden som om hun stadig var der, jeg vidste ikke hvad jeg skulle gøre – Min livline havde lige lagt på. Det var sådan det føltes, nu var det slut, jeg var alene om at klare den her.

    Jeg ligger røret på, vender mig om og indstiller mig på gøre al den modstand jeg kan, hvis han hopper på mig nu. Jeg vil kæmpe alt hvad jeg magter, for jeg skal ud af det her nu! Jeg ved bare at hvis jeg ikke gør noget nu, så bliver jeg udsat for voldtægt lige om lidt. Alt i mig er i chok, trancelignende tilstand og alligevel ikke. Det er en meget sær følelse at stå i, for jeg har det som om jeg står udefra og kigger på, samtidig med jeg er indeni og ligger planerne.

    Jeg vender mig og ser på ham, han sidder og kigger på mig. Han vælter sin øl han har stillet på bordet, så jeg henter en klud i stedet for en kniv….jeg turde ikke true ham med en kniv, for jeg frygtede han ville bruge den mod mig. Da jeg vil tørre det spildte øl op, læner han sig frem og tager hårdt fat i mig. Han mister balancen lidt mens han stadig har fat i min arm, så jeg bliver sat helt ned på gulvet. Vi har øjenkontakt og jeg når at tænke: Så er det nu!” Men jeg kan ikke røre mig. Der løber øl ud på gulvet, som viser sig at komme fra en anden og åben øl han har i inderlommen. Han slipper mig og tager øllen op af lommen, med en mumlen om det er noget lort.

    Det blev min redning! Jeg får lynhurtigt snakket ham med på idéen om, at vi skal hente flere øl til både ham og jeg. Jeg garanterer ham at jeg går med ned til ham og hjælper med at hente øllene, at vi går op til mig igen bagefter. Jeg får bildt ham ind at jeg også vildt gerne vil se alle hans knive og pistoler…og han køber den sgu. Han købte den! Jeg siger jeg ikke vil have kolde fødder, så jeg lige vil have mine sko på. Vi går ud af døren, jeg lukker ikke min dør – Nu skal jeg bare væk. Men jeg kan ikke komme forbi ham på trapperne, så min plan bliver at skubbe ham ind i hans egen lejlighed og så løbe. Men så kommer jeg til at tænke på hans datter der sidder derinde og ikke ved hvad der sker. Når at få ondt af hende.

    Han åbner sin dør og får skubbet mig ind i gangen, jeg hilser på hans datter hurtigt, da hun sidder med front mod os. Han lukker ikke døren efter os, for vi skulle jo op igen. Han har stået med sin hånd på min ryg, da han skubbede mig ind, men løfter nu armen op over hovedet på mig….Så jeg får drejet mig omkring og bukker mig, så jeg kan smutte under hans arm og ud….og så løber jeg….

    Jeg løber og løber alt hvad jeg kan, jeg ved ikke om han er fulgt efter. Jeg tør ikke bruge tid på at kigge, jeg løber bare. Jeg løber hele vejen hjem til min veninde, der tidligere havde ringet. Banker og banker på hendes dør, er så bange for han skal nå at få fat i mig inden hun har lukket mig ind. Hun åbner døren og jeg er i sikkerhed! Hold kæft jeg var ude af den. Kan huske hun kigger på mig og undre sig over mit tøjvalg og manglende jakke. Jeg bryder sammen, jeg stor tuder og ryster og kan slet ikke falde ned. Jeg får fortalt hende noget af det, men bliver afbrudt af min gråd igen og igen…Jeg er så lettet.

    Vi ender med at tage på politistationen og anmelde ham. På daværende tidspunkt,arbejdede jeg deroppe, så de kendte mig. Hvilket føltes ekstra trygt. Jeg kommer på et lukket kontor, hvor jeg sidder med to betjente alene, jeg får fortalt alt det jeg kan huske. Jeg bryder sammen flere gange….for nu går det også op for mig at jeg jo skal hjem igen. At han jo er min underbo, så jeg kan ikke undgå ham. Af årsager jeg ikke kan huske, bliver han ikke anholdt. Men de lover mig at køre forbi og tage en snak med ham og fortælle at han ikke skal kontakte mig. At de vil køre forbi vores bolig flere gange dagligt for at vise ham de holder øje med ham.

    De kender ham godt, fra hans tidligere kriminaliteter, som de var så søde at oplyse mig om ikke indeholder sigtelser for voldtægter. De forsøger at berolige mig med, at de nok skal få ham til at holde sig fra mig. Så jeg må køre hjem igen, til vores lejlighed hvor jeg ved han er lige nedenunder. Det var forfærdeligt. Så forfærdeligt. Jeg skulle gå forbi hans lejlighed hver gang jeg skulle ud, hver gang med frygten for han åbnede sin dør…..at han ville slå mig ihjel fordi jeg havde meldt ham.

    Vi får fat i hans nabo, som vi sætter ind i hændelsen, han bliver min back up når min kæreste ikke er hjemme. Jeg ringer til udlejer og fortæller ham det, han nægter at smide ham ud – idiot! I flere dage sidder jeg i vores stue og er bange, trods politiet er rigtig søde at de kører forbi flere gange hver dag. Det var jeg dem så taknemmelig for. Men efter lidt tid kunne jeg ikke holde ud at bo der mere. Så jeg flyttede fra kæresten, jeg tog kun mit tøj med mig og lod ham beholde alle møbler osv. Jeg havde fået nok.Så jeg gik fra kæresten og flyttede hjem til mine forældre, hvor jeg vidste han (underboen) ikke kunne finde mig. Jeg var i sikkerhed derhjemme.

    Pyh det blev en lang smøre.
    Jeg blev ikke udsat for voldtægt, da skæbnen ville jeg kom ud af situationen og det er jeg sindsygt glad for. Hele oplevelsen har sat sine spor, som jeg til stadighed i dag, kan blive ramt af.

    #726 Svar

    Invicto
    Keymaster

    Kære Frk W

    Tusind tak for din historie. Den viser tydeligt, at selvom man ikke nødvendigvis er udsat for fuldbyrdet voldtægt, kan det stadig sætte sine tydelige spor og reaktionerne kan være kraftige.

    Vi håber du får gavn af at have skrevet din historie ned og have delt den herinde, ligesom vi er sikre på andre nok skal få gavn af at læse den.

    Igen, tak for din historie.

    #903 Svar

    Anonym

    Puha, det lyder som en skræmmende oplevelse. Det er godt at høre, at du kom væk, og fandt tryghed hos din familie.
    Jeg kan godt forstå, at du trængte til nogle nye omgivelser. Jeg er også selv flyttet, for at komme væk fra den lejlighed, hvor jeg blev overfaldet.

    #1793 Svar

    Anonym

    Jeg var lige fyldt 18, og gik på gymnasiet. Jeg havde to dejlige veninder, jeg skulle fejre fødselsdag med. Da både min veninde og jeg, havde fødselsdag med to dages mellemrum, besluttede vi os for at være hjemme ved hende. Hun havde sørget for både mad og drikkelse, samt en rigtig god tøse film vi skulle se. Jeg snakkede på daværende tidspunkt med en fyr. Fyren jeg snakkede med, var en jeg ikke kunne uden og heller ikke med. Vi havde fået lidt at drikke. Jeg mindes ikke at jeg drak vildt meget, og faktisk mindes jeg ikke at jeg havde oplevelsen af at være fuld. Overhovedet ikke. Hen ad aftenen spurgte han, om ikke han skulle køre mig hjem, da han også lige ville se mig. Jeg tænkte at der nok ikke var mere i det end bare det. Det skal lige siges, at han i forvejen var meget nærgående, men at jeg kendte til mine grænser. Klokken var 22.00 jeg fik sagt farvel til pigerne og gik ud af døren, satte mig i hans bil, og kunne se at han havde en flaske sprut i bilen. Jeg kunne lugte at han ikke kun havde nøjes med den ene flaske. Jeg tænkte at jeg sagtens kunne overtale ham til at ‘bare at sætte mig af hjemme’ jeg havde på daværende tidspunkt ikke tænkt over, at han rent faktisk også kørte bil mens han var stang stiv. Jeg ville tale ham til fornuft. Vi kørte et sted hen, hvor der ingen mennesker var og jeg mindes en sø, samt at det var mørkt meget mørkt. Han begyndte først at kysse mig, og dernæst gik det for vidt. Han var stærk meget stærk, jeg kunne ikke gøre modstand. Jeg startede med at skrige og råbe, og dernæst græd jeg, meget inderlgt. Jeg nåede ikke at opdage hvad han havde haft gang i; men det gjorde ondt. En lidelse jeg aldrig før har haft.

Viser 4 indlæg - 1 til 4 (af 4 i alt)
Svar til: Min historie.
Dine informationer: