Kære gerningsmand

D. 12. februar 2011 var en rigtig dårlig dag… for os begge…

Vi mødtes en fredag aften for 4 år siden. Omend det var kortvarigt, var det et meget intenst møde. Det var et møde, som på få sekunder gav os begge nye og ukendte roller (i al fald for min part) – og med ét blev du en gerningsmand, og jeg et offer.

Jeg har brugt mange timer på at spekulere over, hvad der fik dig til at “vælge” at sætte en pistol for panden af mig, blot for udbyttet af en sølle taskes indhold. Hvad der fik dig til at “vælge” lige netop mig.
Jeg skriver “vælge” i citationsstegn, fordi jeg i grunden ikke ved, om det i virkeligheden var et så udspekuleret og planlagt valg.

Statistikkerne ifølge politiet fortæller i al fald, at det ikke var planlagt, men tilfældigt. Problemet er bare, at man ikke rigtigt kan lade være at tage det en smule personligt, når man lige pludselig står dér midt i mørket, alene, og ikke ved om man nu skal voldtages eller i værste fald dø.

Ikke desto mindre har jeg med årene valgt at tro på, at din tilværelse må have været rigtig hård. Du må have haft det utroligt svært, når du endte derude, hvor du følte det nødvendigt at gribe til SÅ drastiske handlinger for nogle få håndører. Og tro det eller ej… det er jeg faktisk ked af. Det ønsker jeg ikke for nogen eller dig.

Straf eller forståelse?

Mine omgivelser ønskede at finde dig. De ønskede, du skulle have en (hård!) straf for det, du gjorde mod mig.

Sådan havde jeg det ikke…

Når jeg var sur på dig, tænkte jeg, du allerede gennemlevede din straf i og med dit liv måtte være forfærdeligt, siden du var så desperat efter penge.

Men inderst inde ønskede jeg blot at fortælle dig betydningen af dit valg den aften. Derved ville du måske få en forståelse af det, du gjorde, og på den måde aldrig gøre det mere. Politiet fandt dig desværre aldrig, og muligheden for at fortælle dig dette og meget andet, forsvandt med poltiets brev til mig, om at de lukkede sagen.

Derfor dette brev til dig…

Konsekvensen af vores møde

Dit valg om at sætte pistolen for panden af mig, udløste en række reaktioner.

Jeg mistede min tiltro til fremmede mænd (undskyld til alle de uskyldige mænd, jeg ihærdigt undgik på gaden ved at vende om, når jeg så jer, eller gå i en lang bue uden om jer).

Jeg troede i lang tid, at alle mænd ville gøre mig ondt. Jeg var sikker på at samtlige, der gik forbi mig på gaden, ville vende sig om og gribe ud efter mig, præcis som du gjorde. Derfor gik jeg altid og vendte mig om, for at sikre mig ingen var efter mig – dette gav en stiv nakke som en naturlig følgevirkning;)

Når jeg kørte bil, låste jeg altid dørene, når bilen holdte for rødt. Og det var endda efter flere uger, hvor jeg lå halvt ned på sædet, så ingen kunne se mig – for så ville de jo naturligvis flå døren op og skyde mig, tænkte jeg.

Dit valg gjorde også, at jeg stiftede bekendtskab med et helt nyt begreb – angstanfald. I spandevis! På de mest akavede og ubelejlige tidspunkter!

I tilfælde af du ikke kender begrebet, er angstanfald anfald, hvor kroppen (uanset hvor meget du prøver at rationalisere dig ud af det) er OVERBEVIST om, at du skal dø…NU… i dette sekund!! Det er altså heftige sager…

Min verden som jeg kendte den, ramlede fuldstændigt sammen med dit valg. Jeg plejer at sammenligne det med et puslespil med 2000 brikker, der bliver kastet op i luften. Alle brikkerne lander hulter til bulter, og der starter nu et gedigent arbejde med at samle det hele sammen igen.

Men dét som gjorde – og stadig gør – mest ondt, er hvordan du ikke bare ramte MIG med din handling. Du ramte i den grad noget af det, som er mig allermest helligt… nemlig min familie. Min daværende kæreste, mine brødre og ikke mindst mine forældre. Ved at ramme mig, ramte du dem.

Mine forældre var rådvilde og følte sig magtesløse. Den aften troede de, de skulle miste deres datter. Og de troede, de igennem telefonen overværede et noget så forfærdeligt overgreb på deres datter, idet jeg i sekunderne efter vores møde i chok ringede til dem skrigende, ude af stand til at forklare, hvad der var sket.

Jeg véd, det har sat sig dybe spor i dem. Den dag i dag kan min far ikke snakke om den aften, uden at få tårer i øjnene og stemmen knækker. Jeg er vokset op med en stærk far, der aldrig græd… så at se ham sådan… det gør ondt!
Og det gør mig usandsynligt ondt at have givet mine forældre den forskrækkelse og følelse, jeg ved, de sidder tilbage med idag.

Lyset i mørket

Hvis det har din interesse (og det vælger jeg at tro, det har, da jeg tror på det bedste i mennesket!), så har jeg har jeg det godt i dag. JA, jeg vil nok altid kigge mig lidt ekstra over skulderen, og JA; jeg vil nok altid have en tendens til at få angstanfald, men generelt… så har jeg det rigtigt godt 🙂

Jeg har fået vendt dét, der syner som en FORFÆRDELIG hændelse, til noget af det mest positive i mit liv. Jeg har fået lov til at være med til at skabe Offerforum, og på den måde bruge MIN viden til at hjælpe andre.
Jeg har været så privilegeret at få lov at samle puslespillet (mit liv) på ny… og tro mig… det er blevet rigtigt godt 🙂

For nogle måneder siden sad jeg til Netværksforum (et fysisk forum hvor bl.a. ofre for forbrydelser og voldsomme hændelser kan møde andre i samme situation).
Jeg så hvordan to ofre, på trods af forskelligheden i deres forbrydelser, fandt trøst og genkendelighed i hinanden. Og på en eller anden måde, hjalp det dem et lille skridt videre i livet.

I lige præcis dét øjeblik, gav hele vores møde mening for mig. Det gik op i en højere enhed, og jeg var rørt til tårer.

Hvis ikke det var for dig og din gerning, og mig og mit (kolossale) arbejde med mig selv og Offerforum, så havde de to aldrig mødt hinanden. Ej heller de mange ofre og pårørende, som mødtes siden da, og nye som vil mødes i fremtiden.

Jeg ved naturligvis ikke, hvordan livet efter vores møde så ud for dig. Men uanset hvad, håber jeg du har det bedre, og har fået hjælp til at komme videre i livet på en god måde. Du skal vide, at jeg har tilgivet dig… for vores begges skyld 🙂

De bedste hilsner…

 

Vil du læse hele historien om hvad der skete den aften? Læs mere her: http://invicto.dk/blog/en-helt-almindelig-aften/

Har du selv en oplevelse du har mod på at fortælle? Eller bakser du med efterreaktionerne fra en forbrydelse eller voldsom hændelse? Besøg vores forum, og giv dit besyv med:

http://invicto.dk/groups/