Mette Hansen, Røverioffer - Offerforum blogger

Mødet med min gerningsmand – hvor er det positive i det?

I min forrige blog “At give sin forbrydelse mening” fortæller jeg om det afgørende øjeblik hvor man står overfor, at lade sin oplevelse/forbrydelse være blot en forfærdelig oplevelse som altid vil sidde i én som noget negativt, eller at lade den tillægge en eller anden form for værdi eller mening, således at man får vendt den til noget der i en vis grad er positivt.

Jeg nævner, at jeg selv i et givent øjeblik besluttede mig for at min egen forbrydelse var nødt til at give mening, idet jeg nægtede at lade røveriet blot være en forfærdelig del og minde i mit liv.

For at komme dertil, var jeg udover en masse timer hos en psykolog, også nødt til at kigge mig godt og grundigt i spejlet, skubbe mig fri af ‘offerrollen’ og spørge mig selv: “Ok Mette, hvis ikke du skal være et offer for det her resten af livet, hvad skal du så være? Hvad kan du overhovedet lære af det her? Og er der det MINDSTE positivt at finde i al det her kaos?”

Jeg fik vendt vrangen ud

Svaret kom selvsagt ikke som et lyn fra en klar himmel, men kom derimod over tid.

Først og fremmest fandt jeg det positive i alle mine timer hos psykologen; hvis ikke jeg havde været udsat for røveri, ville jeg højst sandsynligt aldrig have fået muligheden for at lære mig selv så godt at kende. For én ting kan jeg fortælle…når man har gået til psykolog igennem 1 år, så får man altså vendt vrangen ud på sig selv. Man kaster alle brikkerne op, kigger godt og grundigt på hver enkelt, og lægger så de brugbare på plads igen.

Jeg lærte hvorfor JEG er som jeg er, hvorfor JEG reagerer som jeg reagerer og hvorfor jeg eksempelvis vælger at indgå i de relationer som jeg gør.

Ved at lære mig selv at kende og over tid samle mine brikker, følte jeg mig stærkere og stærkere som tiden gik. Faktisk har jeg aldrig følt mig så stærk som efter røveriet (de første par måneder undtaget) PÅ TRODS af angstanfald og hele tiden at skulle udfordre mig selv ved at lære at gå på gaden, være alene etc.

Min kæreste igennem 8 år og jeg, gik fra hinanden et halvt år efter røveriet. En af de ting i livet jeg (ubevidst) har frygtet allermest, har været at blive ‘forladt’ og være alene…at være bare mig, uden en kæreste. Faktisk havde jeg på daværende tidspunkt ikke været single siden jeg var 16.

Selvom bruddet var ekstremt hårdt og på ingen måder nemt, kan jeg huske jeg tit tænkte: “gudskelov for, at jeg pga. mit røveri, er blevet stærkere”. Mit ‘gamle jeg’ var højst sandsynligt gået direkte over i et andet forhold, men fordi jeg netop igennem timerne hos psykologen var blevet klar over mit mønster VIDSTE jeg, at det ville være den nemme udvej, men ikke nødvendigvis den rigtige. Og fordi jeg var blevet stærkere som menneske, følte jeg mig helt anderledes klædt på til, at skulle igennem bruddet.

Der var noget jeg skulle lære af denne oplevelse også. Og på den måde gav min forbrydelse mening for mig – jeg følte næsten det var MENINGEN røveriet skulle ske; for at klæde mig på og ruste mig til bruddet… hvor mærkeligt (og måske religiøst) det end lyder.

Offerforum

Igennem hele min ‘helingsproces’ efter røveriet, følte jeg en stor trang til både at snakke med andre I samme situation, men også at hjælpe på en eller anden måde. Jeg vidste bare ikke helt hvordan…

Min medstifter Lars og jeg havde snakket en del om muligheden for at lave en fysisk samtalegruppe for røveri ofre idet vi umiddelbart ikke kunne finde noget lignende tilbud andetsteds.

Men da Lars fandt ud af det var et større og meget omstændig projekt, faldt tanken på at lave en hjemmeside hvor ofre kunne mødes i et ‘virtuelt’ rum.

Netop skabelsen af Offerforum, var den sidste brik i mit puslespil om at give min forbrydelse mening, der faldt på plads.

Offerforum er både Lars´og mit hjertebarn. At give ofre mulighed for at møde andre der har oplevet noget lignende som dem selv, og møde genkendelsen i andres følelser, og reaktioner, og derigennem give dem mulighed for at komme videre i livet; Dét er grunden og FORMÅLET med, at jeg skulle trues med en pistol dengang i februar 2011.

0 replies

Skriv en kommentar

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *