Mødet med de intervenerende myndigheder

Når en person udsættes for en forbrydelse og det resulterer i et hospitalsophold og/eller en politianmeldelse, ruller en lavine af lovmæssige procedurer med konfrontation, spørgsmål og evindelig gennemgang af omstændighederne for forbrydelsen. En sådan tur gennem retssystemet kan opleves på mange forskellige måder afhængigt af, hvem der taget turen, hvad personen har oplevet, og hvem han/hun møder på sin vej. Heldigvis har vi et udbygget og meget professionelt og tiltænkt omsorgsfuldt interventionssystem – hospitalsvæsen, politi, domstol, psykologtjenester – som langt de fleste oplever sig trygge og varetaget i. Men forskning viser, at ofre for forbrydelser eller ulykker alt for ofte har en dårlig og måske endda traumatiserende oplevelse af mødet med de intervenerende myndigheder. (fx. Ask, 2010; Elklit & Brink, 2003; Holmstrom & Burgess, 1978; William et al., 2010).

I politiets afhøringslokale

Der finders flere forklaringer på, hvorfor ofrene oplever sig krænket og risikerer yderligere traumatisering efter en tur igennem det intervenerende system, men for det meste skyldes en det, at sundhedspersonalet, politiet og juristerne mangler viden om ofres psykotraumatologiske reaktioner i kølvandet af en forbrydelse/ulykke ((læs indlæggene Når Forbrydelsen Rammer og At blive gjort til Offer for uddybelse heraf). En sådan mangel skyldes blandt andet, at Danmarks retssystem er domineret af det naturvidenskabelige ideal om kvantificering, hvorfor offergørelsens mindre målbare og udprægede subjektive psykologiske konsekvenser negligeres eller helt overses, hvorved ofrets psykiske tilstand risikerer at blive forværret og kronisk.

Politiets bestræbelse på at optimere opklaringskvotienten, kan resulterer i, for det psykisk pressede eventuelt traumatiserede offer, uhensigtsmæssige afhøringsmetoder, der hverken virker befordrende på målsætningen om at afdække fakta osv. eller på at give offeret en oplevelse af, at retfærdigheden genskabes. Politiets nøgterne efterforskningsmetoder involverer ofte en mistroisk attitude og ringe kommunikation i forhøret af ofret, foruden at offeret stilles over for lange ventetider i uvidenhed og i værste fald får pålagt en del af skylden for forbrydelsen. En sådan behandling kan medføre, at offeret oplever endnu et tillidsbrud – nu i forhold til de myndigheder, som offeret forventer vil varetage krænkelsen. Offeret risikerer herved yderligere fremmedgørelse i forhold til sine oplevelser og forståelse af retfærdighed, hvorved risikoen for (yderligere) traumatisering indtræder.

Offerets sluses ud af systemet

Når offeret nu sluses ud af interventionssystemet, oplever det ikke sjældent at være overladt til sig selv i opgaven at genetablere en velfungerende hverdag på såvel arbejdspladsen som med familien og vennerne. Derfor bliver disse nære relationers imødekommelse og reaktioner på offeret også afgørende for, hvordan offeret overkommer sin offergørelsen og formår at genskabe et tilfredsstillende liv.

Mødet med de nære

Måden, hvorpå de nære relationer reagerer på og tackler offerets offergørelse afhænger af deres menneskelige kvalifikationer og ressourcer, relation til offeret samt forbrydelsens karakter og hvem den involverer. Heldigvis oplever ofre oftest at blive mødt med sympati, forståelse og anerkendelse hvilket kan komme til udtryk i lydhørhed, imødekommenhed og hjælpsomhed. En sådan reaktion er hvad der kan betegnes som den kontrollerede og rationelle reaktion. Men desværre møder ofre fra tid til anden også den ukontrollerede og emotionelle reaktion, der kan komme til udtryk i afvisning, fortielse, bebrejdelse, fordømmelse og stempling. Disse sidstnævnte reaktioner kan skyldes, at de nære relationer med den erklæret forbrydelse nu oplever, at deres vante og trygge familie/ venne/lokalsamfunds-struktur forstyrres eller direkte trues, hvorfor de reagerer med at vende sig imod truslen: ofret.

Afvisningen af offeret kan også skyldes forventelige følelser som skam og sorg over, at offeret er blevet gjort til genstand for et andet menneskets – gerningspersonens – misbrug, hvorved det bliver for smerteligt at tale om forbrydelsen og om hvordan de hver især oplevede at være involveret i den. Videre eksisterer der ofte en uforståenhed over for, hvordan offeret kan blive ved med at mistrives selv længe efter forbrydelsen, domsafgørelsen, psykologforløbet og de fysiske skader er helet. Reaktioner af en sådan art kan medføre, at offeret oplever at være fremmedgjort over for sine nære relationer og derfor atter står alene med opgaven at genskabe mening med sit liv. Offeret kan udvikle tvivl om egen integritet og retfærdighedsforståelse og i sidste ende berettigelse til anerkendelse og omsorg, hvilket kan komme til udtryk i social isolation, depressiv tilstand, angst, udvikling af vedvarende psykotraumatisk tilstand og manglende initiativ til at få det bedre.

De intervenerende myndigheders indsats samt familien, vennerne og kollegaernes reaktioner kan som sagt være til stor hjælp i overkommelsen af krænkelsen, men en egentlig forståelse, genkendelse og bekræftelse kan de ikke nødvendighed tilbyde. Derimod kan offeret opleve disse reaktioner fra andre mennesker, der har oplevet noget tilsvarende eller har været udsat for en anden slags forbrydelse og derfor ligeledes har oplevet sig alvorligt krænket. Et sådan møde kan finde sted på Offerforum.dk hvor offeret, den pårørende og øvrige personer involverede i viktimologi og kriminologi kan skrive om deres oplevelse/kendskab på et af de opstillede fora og kommentere på andres beskrivelser.

Offerrollens tvetydighed

Til sidst vil jeg kort komme ind på den ofte tvetydige forståelse og brug af den såkaldte offerrolle. At være et offer betragtes nogle gange som noget godt og andre gang som noget dårligt, afhængigt af hvem personen er og hvem der udtaler sig. Fx. ses det ikke sjældent, at der udspiller sig en form for kamp om offerrollen ved retsmødet (ført an af forsvarer og anklager), fordi offerrollen kan fungere som både et “sværd” til at opnå interesser og som et “skjold” til at aflede kritik. Det vil sige at offerrollen på den ene side kan føre til tildelingen af en række rettigheder til at få opfyldt sine behov, ønsker osv. alene ud fra vedtagelsen om, at personen er et uretfærdigt behandlet offer. Med tildelingen af rettigheder til offeret pålægges samfundet og gerningspersonen naturligt en række pligter til i videst mulige omfang at dække offerets behov.

På den anden side oplever mange ofre tildelingen af offerrollen som at blive stemplet som svag og hjælpeløs, hvorfor de forsøger at undgå den. At det egentlige offer ikke ønsker at blive betragtes som et offer, bør i de fleste tilfælde vurderes som tegn på, at offeret ønsker at overkomme krænkelsen og genskabe troen på egen styrke, handlekraft og i sidste ende eget værd.

Ud fra disse betragtninger fremgår det, at offerrollen værdisættes forskelligt. Hvis offerrollen er eftertragtet og falder ud til gerningspersonens fordel, kan det virke krænkende på det egentlige offer for forbrydelsen. Omvendt kan offeret også opleve det krænkende når offerrollen faktisk falder ud til ham/hende, hvis altså offerrollen ikke vurderes som attraktiv. Under alle omstændigheder vidner sådanne komplikationer om, at tildelingen/påtagelsen af offerrollen bør ske med varsomhed.

Offerets kamp for at overkomme den krænkelse som forbrydelsen udgør, vil jeg tage op i mit næste indlæg, hvor jeg også vil inddrage begreber som psykisk modstandsdygtighed (resiliens), offer vs. overlever, posttraumatisk vækst samt genvindelse af kontrolfølelse.

Ved interesse i at dykke længere ned i offerets møde med omgivelserne, vil jeg anbefale følgende litteratur:

Ask, K. (2010). A Survey of Police Officers’ and Prosecutors’ Beliefs About Crime Victim Behaviors. Journal of Interpersonal Violence, 25(6).

Elklit, A. (2002), “Attitudes toward rape victims”, Journal of Scandinavian Studies in  Criminology and Crime Prevention, 3(1).

Holmstrom, L. L. & Burgess, A. W. (1978). The victim of rape: Institutional reactions. John Wiley and Sons, Inc. Canada.

Kenney, J.S. & Clairmont, D. (2009). Using the Victim Role as Both Sword and Shield : The Interactional Dynamics of Restorative Justice Sessions. Journal of Contemporary Ethnography, 38 (3).

Williams, E., Norman, J., & Wünsch, D. (2010). Too Little Too Late: Assessing Vulnerability. Policing.oxfordjournals.org at New Copenhagen University.