Mødet med min skæbne

1996 var året, jeg skulle møde min skæbne. En skæbne, jeg aldrig havde forestillet, skulle ramme mig. D. 31. december var den skelsættende mærkedag, der ændrede alle de tanker og drømme, jeg havde. Dén dag indtraf en oplevelse, som ændrede MIG.

Klokken er 22, det er nytårsaften og jeg har en sen aftenvagt på McDonalds. Jeg havde været ansat i tre år og fået nogle fantastiske kolleger. Disse skulle jeg fejre nytår med, hvilket jeg glædede mig til. Da jeg havde den sene vagt, kunne jeg først slutte mig til det festlige selskab senere og lige nå at skåle det nye år ind. Festen bliver holdt i Køge by, jeg ankommer med toget fra Ølby og går ind i kiosken på stationen. Idet jeg træder ind, får jeg en meget ubehagelig følelse. Jeg bemærker en suspekt mand i kiosken, og kombineret med dette ubehag skanner mine øjne denne mand, hans påklædning og hvad han køber. Noget inde i mig siger, at det ville være en god idé at kunne give et signalement af manden.

Jeg vælger at lægge min rute op gennem gågaden til adressen, hvor festen bliver holdt. Normalt havde jeg taget en hurtigere vej ned forbi havnen, men hele situationen gør, at jeg vælger denne vej, hvor jeg føler mig mest tryg. Det er hundekold og sindssygt glat, så jeg går forsigtigt, for ikke at ryge på røven i mine stiletter.

Alt imens jeg er fokuseret på ikke at falde, bliver jeg pludselig opmærksom på lyden af sikkerhedssko, der skøjter lidt i den glatte gågade. Lyden bliver mere intens, så jeg kan regne ud, at personen i skoene kommer tættere på. Jeg fornemmer, det er føromtalte mand fra kiosken, som forfølger mig. Panikken finder tag i min krop og mit hjerteslag tager til… Jeg bliver langsomt fyldt med frygt. Jeg forsøger at berolige mig selv: “Ej, stop nu! Slap af! Det er bare indbildning. Du har set for mange gysere. Ta’ dig lige sammen!” Så jeg vælger at stoppe op ved en guldsmed og beundre de smukke smykker i vinduet. Egentlig for at lade manden passere mig, så jeg kan se, han ikke er ude efter mig, og at det hele kun er oppe i mit hoved. Jeg ser, at den suspekte mand fra kiosken kommer op på siden af mig og går direkte forbi og videre. Jeg ånder lettet op, da jeg ser ham forsvinde, og jeg kan konstatere, jeg blot var paranoid, så jeg vælger også at fortsætte.

Pludselig kommer manden frem fra en gård, griber fat om mig og holder mig for munden. Han får kastet mig ind i en butiksrude, og den del af ruden, jeg rammer, går i stykker. Hvordan pokker ruden kunne smadres på dén måde, er mig stadig en gåde. Der var heller ingen alarm, der blev udløst. Ikke et eneste menneske at se. Alt imens jeg kæmper for at komme fri, går der tusinde tanker gennem mit hoved… “Skal jeg dø nu? Hvad er denne mands intentioner? Skal jeg voldtages? Skal jeg give efter eller kæmpe?!” Han er for stærk, og jeg kan ikke vride mig løs fra ham. Jeg græder så sindssygt meget, at mine kontaktlinser glider ud og jeg intet kan se.

Han får trukket mig ind i en anden gård, hvor han kaster mig ned på et trappetrin, så det siger knæk i min ryg. Han presser med sine omtrent 100 kilo sin arm ned på min hals, så jeg ikke kan skrige. Han får trukket mine bukser af, og begynder at befamle mig forneden. “Nu voldtager han mig!” Tænker jeg. “Det kan og vil jeg ikke gennemleve!” Siger jeg til mig selv. Det lykkes mig at samle uanede kræfter, og jeg får løftet hans arm fra min hals, kun lige så trykket lettes fra min strube. Jeg fylder mine lunger med al den luft, jeg kan, og så skriger jeg højere, end jeg nogensinde har hørt mig selv skrige – så højt, at mit stemmebånd blokerer og mit skrig forstummer. Men nogen har heldigvis nået at høre mig: “Der er ringet til politiet!” Bliver der råbt oppefra, og en kvinde kommer løbende om hjørnet med ordene: “Hvad fanden der sker?!” Min gerningsmand bliver skræmt fra sit foretagende og stikker af. Jeg husker i tåger, at gutten, som ringede efter politiet, nu står med en stegepande og forsøger at berolige og trøste mig sammen med kvinden.

Jeg sidder på den kolde jord, lammet af chok, da to betjente tager om mig og jeg hører ordene: “Kom, nu er du i trygge hænder – ingen gør dig noget”. De tager mig ind i den varme politibil og pakker mig ind i et tæppe. Jeg sidder på bagsædet og ryster, mens jeg forsøger at forstå, hvad der lige er hændt mig.

Mens vi sidder i bilen, får politiet et opkald om, at mistænkte er set på Køge station ved taxaholdepladserne. De spørger, om jeg er klar til, vi kører ned og kigger efter ham, men at det skal gå tjept. Jeg stirrer bare tomt ud i luften, ude af stand til at få et ord over mine læber. Betjenten på førersædet træder speederen i bund og kører af sted. Desværre er gerningsmanden ikke at se nogen steder.

Vi sætter kursen mod mine forældre for at underrette dem om hændelsen, jeg netop har været udsat for. Da min mor åbner døren og ser mig dér mellem de to betjente, er det første, hun gør, at trække mig ind til sig, mens hun klemmer mig hårdt og græder. Jeg er sikker på, hun i dette øjeblik vidste, hvad det handlede om – en mors intuition er en af de stærkeste kræfter, der findes. Politiet underretter om episoden og om, at vi skal på stationen og snakke om den, men at mine forældre skal vide, jeg nu er i trygge hænder.

De første 14 dage efter overfaldet sygemelder jeg mig og isolerer mig. Jeg kommer ikke udenfor en dør. Jeg husker en morgen, jeg forsøger at slæbe mig ud på badeværelset, møder min mor og giver hende et chok. Med hænderne for munden udbryder hun: “NEJ, nej skat – hvad har du gjort?!” og kigger ned ad mig. Mine ben er blåsorte fra knæene og ned, og der er rester af indtørret blod. Jeg har i omkring 14 dage kun vasket mig let, og uden rigtigt at ænse noget. Mærkerne er fra, da manden smed mig ind i butiksruden – og derfra mikroskopiske glasskår, der havde skåret mig flere steder.

Jeg har i dag stadig tydelige ar efter oplevelsen. Ikke bare på sjælen. Et af glasskårene havde sat sig i min armen. Hvordan jeg kunne have overset dette, ved jeg ikke. Min mor bryder sammen af magtesløshed over, at nogen har såret og skadet hendes lille pige på denne måde. Jeg trøster hende og siger, hun umuligt kan beskytte mig fra syge mennesker – og at det jo kunne være gået meget værre; jeg kunne have været udsat for fuldbyrdet voldtægt. Jeg vender tilbage til jobbet, og bliver i en periode kørt hjem fra de sene vagter af en politimand, som tog sig af mig. Desværre kommer man ikke videre i sagen, og den bliver lukket.

Ikke kun de fysiske ar, men også de usynlige skal vise sig. Nogle måneder efter overfaldet føler jeg egentlig, jeg er kommet videre. Jeg har været til psykolog, men ikke følt, jeg har fået noget ud af det, og er stoppet igen. Jeg dropper ud af HF og begynder på et fuldtidsarbejde. Jeg har en lang periode på 5-6 år, hvor jeg ikke stoler på nogen mennesker, ej heller på mit eget værd. Jeg har helt og aldeles mistet helt tilliden til mig selv og andre. Jeg mister mig selv. Føler mig ubegavet og anderledes. Er sikker på, at alle fremmede mænd, jeg møder på gaden, i busser og tog vil forgribe sig på mig, så snart de ser deres snit til det. Jeg får angst og tør ikke bevæge mig ud efter mørkets frembrud. Følelsen af utilstrækkelighed går over i endnu mere destruktive tanker. Jeg udvikler ligeså stille en spiseforstyrrelse, hvor jeg i starten kaster jeg op, men fortsætter med at spise. Senere spiser jeg stort set ikke i ugevis. Jeg har mistet lysten til at leve, og tænker mere og mere på, hvordan jeg kan tage livet af mig selv, så det påvirker andre mindst muligt.

Jeg leger med tanken om at sluge vat, og forestiller mig, at mit system til sidst vil svigte, så jeg dør af det, og at det dermed vil se ud som om, at jeg forlod denne verden grundet en sygdom. Så ville jeg ikke efterlade min mor med en ulidelig skyldfølelse over, at hun ikke formåede at redde sin datter. Min mor er det mest elskelige menneske, hun vil gøre alt for sine børn, og der gik ikke en dag, uden hun gav udtryk for, hvor højt hun elsker os. Selvmordsforsøget blev heldigvis kun ved tanken. Efter at have været bundulykkelig og opløst i tårer i dagevis, tager jeg en alvorssnak med mig selv. “Du KUNNE have været død, men har fået tildelt noget så uvurderligt som livet selv – er det sådan her, du ønsker, det skal være??” Jeg tænker på alt det, jeg stadig mangler at opleve, og mærker snerten af nysgerrighed blive vakt til live i et dybt center i min kerne, som ellers ikke havde rørt på sig længe. Jeg er ikke klar til at give op! Jeg får den samme følelse, som havde hjulpet mig med adgang til uanede ressourcer, da jeg lå under ham, som var ved at blive min voldtægtsmand. Jeg måtte kæmpe! Jeg genkalder mig nogle ord, jeg engang havde læst: Du skal ændre det, du ikke kan acceptere. Og acceptere det, du ikke kan ændre.

Det hjalp mig at skrive en masse: Ting, som jeg følte gav mening og værdi for mig. Bl.a. at acceptere de ar, jeg har fået fra overfaldet, samt min sårbarhed og usikkerhed. Jeg måtte vende min svaghed til styrke, og det gik op for mig, at i det traume, jeg havde fået med mig, ligger også en sjælden empati, som gør mig til en god og omsorgsfuld veninde, der om nogen kan give trøst – og når jeg tænkte over det, kom mine veninder egentlig altid til mig. Jeg BETØD noget for nogen. Jeg måtte finde meningen med livet igen. Jeg havde jo haft så mange drømme, før mit liv var blevet forvandlet til et mareridt. Disse var blevet knust sammen med ruden den nytårsaften, men jeg måtte stykke dem sammen igen.

Jeg finder styrke i meditation og yoga, og sorterer i netværk. I 2006, 10 år efter den skæbnesvangre aften, begynder jeg at læse til tandklinikassistent. Det passer mig rigtigt godt, arbejdet med mennesker og struktur i mit arbejde. Jeg møder min helt igennem fantastiske kæreste, som i dag er min mand. Jeg fortalte ham hurtigt om den mørke periode af mit liv, og at jeg nok var blevet lidt af en skæv eksistens. Det skræmte ham ikke. Både han og hans familie rummer mig og giver mig ubetinget accept og anerkendelse fra dag 1 – og giver oven i købet udtryk for, at jeg er en både skøn, umiddelbar og begavet kvinde. Med den tillid fra min mand og svigerfamilie, sammenholdt med min mors evindelige kærlighed, vågner jeg fra det mareridt, jeg i årevis har været fanget i.

Jeg genfinder langsomt troen på, at jeg har eksistensberettigelse, og at jeg kan være noget for andre. 2015 beslutter jeg mig for at læse kommunikation, og jeg har på alle måder fundet hjem og ind til mine kerneværdier.

Jeg vil altid have ar på sjæl og krop. Men det er okay, de minder mig om, at jeg altid kan finde styrken, når livet giver mig udfordringer og tingene virker allermest håbløse.

Jeg håber, min historie kan hjælpe DIG med at genfinde styrken, samt troen på dig selv og det gode liv.

De bedste tanker, Victoria.