sad woman

Om at tale om det, der gør ondt

Vores gæsteblogger Helene Sophie Koefoed, psykologistuderende har skrevet endnu et fint blogindlæg for Invicto.

Den idylliserede virkelighed

Nogle vil mene, at Vestens akilleshæl er, at vi ikke tåler lidelse. Vi vil ikke se i øjnene, at lidelse er en uundgåelig del af livet. De sociale medier vrimler med idylliserede billeder af virkeligheden, mens der sjældent efterlades megen plads til det, der gør ondt. Til livets mere mørke, om end uundgåelige, sider. Således er vi vokset op med et billede af, at der er måder, der er bedre at have det på end andre. At der er nogle følelser og tanker, der er acceptable at udtrykke, mens der er andre, vi gør klogest i at placere i den forbudte boks.

Der hersker en generel ide om, at vi som mennesker for så vidt muligt skal tænke positivt, være ovenpå, og hvis vi skulle snuble på halvvejen, så kan det kun gå for langsomt med igen at komme op og stå. Det gælder om hurtigst muligt at komme videre, for tænk nu hvis det at dvæle ved ens sorger, ved det, der gør ondt, skulle resultere i, at man aldrig kommer videre. Tænk nu hvis det at mærke efter indeni ville få alt det, der gør ondt, til at blive endnu mere dominerende. Det ville svare til at smide benzin på bålet.

Om at dele smerten med andre

Man kan så let foranlediges til at tro, at de svære tanker, de ubehagelige følelser, de gentagne mareridt og de erindringer, man så inderligt ønsker sig fri fra, vil komme til at fylde endnu mere, hvis man giver dem plads. Forskning peger imidlertid på, at det forholder sig ganske anderledes (Harris, 2008). Således er det gentagne gange blevet belyst, at det at italesætte traumatiske hændelser indeholder helende potentialer.

Det er helt forståeligt, at man kan have en ide om, at man kan kontrollere forekomsten af bestemte tanker og følelser – at man kan aflive deres effekt, hvis man blot blokerer deres adgang til sindet. Men i realiteten har vi langt mindre kontrol over vores tanker, følelser og minder, end de fleste af os går rundt og tror.

Hvad vi til gengæld har en del kontrol over er vores handlinger, og herunder hvordan vi vælger at forholde os til vores følelser og tanker. Hvis vi vælger at forholde os åbent til det, der fylder indeni – det vil sige betragter og italesætter det, der allerede er – er der god sandsynlighed for, at det ikke vil komme til at fylde i lige så lang tid, som hvis vi kontinuerligt forsøger at lukke det ude fra vores bevidsthed (Harris, 2008). Tillad dig selv at have det, som du har det. Tillad dig selv at have de tanker og følelser, som du helst ønsker dig foruden. Og tillad dig selv at dele dem med andre.

En følelse af at være alene

Mange mennesker, der har været udsat for en traumatisk hændelse, oplever en grundlæggende følelse af at være alene. En følelse, der kan blive forstærket, hvis man ikke tillader sig selv at dele det, der fylder, med ens omgivelser – uanset om det er med venner, familie, bekendte, fagpersoner eller lignende. En anden fordel ved at tale om det, der gør ondt, kan imidlertid være, at man ofte vil opleve, at man ikke er alene. Og dén erkendelse kan ligeledes være et vigtigt skridt på vejen mod at få det bedre.

Et alternativ eller supplement til at betro sig til andre

Ligesom det at tale om det, der er svært, kan medvirke til den helende proces, så kan det at skrive ned have en lignende effekt. Det er ikke altid, man har nogen i nærheden, man kan betro sig til, og her kan det at skrive ens tanker og følelser ned for én selv være et godt alternativ. Desuden kan nogle ting være så svære at tale om, at det at skrive dem ned kan virke mere overskueligt for nogle. Det gode ved en ”dagbog” er – og det uanset om den eksisterer i bogform, i notesform på telefonen, på computeren eller andet -, at man kan have den med sig overalt, så man kan skrive i den, så snart behovet for at åbne op melder sig.

Når du skriver, får du afløb for noget af det, der kan føles så umenneskeligt overvældende. Og det kan hjælpe dig til at blive klogere på, hvordan du vil forholde dig til dine tanker og følelser, når du igen er i en tilstand, hvor du ikke føler dig lige så overvældet.

Litteratur

Harris, R. (2008). The happiness trap – how to stop struggling and start living.

0 replies

Leave a Reply

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *