Julie Astrid, Psykolog - Offerforum Blogger

Om at tilgive efter en krænkelse

Krænkelse

Tilgivelse forbindes ofte med den religiøse begrebsverden med især Jesu’ prædiken om ubetinget næstekærlighed og tilgivelse. Mens tilgivelsen er central i kristendommens budskab, da er spørgsmålet om tilgivelse uvedkommende i forhold til den juridiske domsafgørelse. Fængsling, ansvarsplacering og hævn er selvsagt ikke ensbetydende med tilgivelse. I den kristne kirke beder vi om syndsforladelse og tilgivelse fra Gud når vi siger Fadervor eller modtager nadveren ved alter. Det vil sige, at den bedende person fritages sin synd, hvilket bevirker en afgørende adskillelse af gerning og person, der, inspireret af filosoffen Augustin fra 400-tallet, har ført til udtrykket hate the sin, not the sinner.

På baggrund af den psykologfaglige litteratur om tilgivelse, må psykologien siges at slå korsets tegn mod at betragte syndsforladelse som tilgivelse, eftersom syndsforladelsen her betragtes at være det samme som fritagelse af ansvar for sin gerning – hvilket aldrig kan være grundlag for tilgivelse.

Tilgivelse i et psykologfagligt perspektiv sker derimod på baggrund af en individuel oplevelse af at være blevet krænket, hvorfor tilgivelsen også kun bliver den krænkede parts “redskab” og aldrig en religiøs eller politisk parts – som det ses forsøgt ved forsoningsprocesser verden over (fx. Sandhedskommissionen i Sydafrika 1995).

Forud går en krænkelse

Forbrydelsen kan ofte betragtes som en krænkelse på såvel et juridiske som moralsk niveau (se indlægget Når Forbrydelsen Rammer for nærmere uddybning af forskellige niveauer af krænkelse). Nogle krænkelser berører begge niveauer (fx. røveri, mord, vold, indbrud) men kun det juridiske aspekt af krænkelsen får konventionelle konsekvenser i form af fængsling, bøde osv. Derimod er konsekvensen af det moralske aspekt af krænkelsen eller den rent moralske krænkelse (fx. mobning, svigt, løgn) ikke sat i system, hvorfor genopretningen af retfærdigheden i højere grad hviler på de direkte involverede parters skuldrer.

Der findes flere veje ud af det moralske aspekt af krænkelsen / den moralske krænkelse såsom hævn, forglemmelse, negligering og tilgivelse – alle handlinger i et forsøg på ‘at komme videre’. Om de forskellige handlinger er hensigtsmæssige for de involverede parter afhænger af adskillige faktorer. I nærværende indlæg vil jeg præsentere hvordan tilgivelsen kan/ikke kan være én mulig vej.

En definition af tilgivelse

I en psykologfaglige optik sker tilgivelse når den krænkede person overkommer sin vrede, frygt og had rettet mod krænkeren, samt frivilligt opgiver sine juridiske rettigheder til at lade (den verdslige) retfærdighed ske fyldest – uden at fornægte sine moralske rettigheder til at føle sig krænket. Her tages der højde for den krænkedes behov og vilje til forsoning, men ikke for at en tilgivelsesproces involverer (mindst) to parter – en krænkede og en krænker.
Tilgivelse er en kompleks størrelse, hvilket kommer til udtryk i fx. den situation, hvor krænkeren ikke er klar over hvilken psykisk skade denne har påført den krænkede, altså handler umoralsk. Eller når krænkeren er klar over hvilke konsekvenser dennes ugerning har for den krænkede, men alligevel ikke angrer sin ugerning, trods kendskab til sin ugernings socialt set uacceptable karakter. Sidstnævnte situation kunne være tilfældet ved massemorderen fra Utøya-massakren Anders Behring Breivik, der rystede os alle med sine grusomme handlinger, men mest af alt overraskede os alle i forhold til vores forventninger til netop den menneskelige adfærd.
I ingen af de oplistede situationer vil tilgivelse blive aktuelt. Det skyldes, at en vægtig faktor i overvejelserne om tilgivelse er troen på, at krænkeren potentielt skal kunne nå frem til en erkendelse af, at dennes ugerning ikke er retfærdig – på såvel et juridisk som moralsk niveau.
Generelt anses tilgivelsesprocessen for at forløbe over fire overordnede faser: 1. Afdækning af vreden. 2. Beslutning om tilgivelse. 3. Arbejde på tilgivelse. 4. Opdagelse af og frigivelse fra negative følelser.

Tilgivelsens virkning på godt og ondt

Tilgivelse kan betragte som en aktiv handling hvor en spændt situation/relation forløses eller i hvert fald ændres. Den krænkede person kan med tilgivelsen derfor opnå følelsen af at genvinde kontrollen over eget liv, og på den vis tage det første skridt henimod at genskabe følelsen af at være noget værd. Hvis den krænkede ønsker at tilgive sin krænker, betyder det, at den krænkede har indset at denne er uden skyld. På den vis kan tilgivelsen virke til, at den krænkede får mulighed for at ændre et forvrænget syn på sig selv som værende skyldig, sårbar, uværdig foruden at blive fri for følelser af vrede, had og angst. Hvis den krænkede sætter sig ind i faktorerne bag krænkerens adfærd fx. opvækstvilkår, social og kulturel baggrund og biologiske betingelser kan der skabes et rum for gensidig forståelse mellem de to parter. Et sådan ‘forståelses-rum’ kan også virke til at give krænkeren mulighed for at ændre på nogle eventuelt gennemgående uhensigtsmæssige og dysfunktionelle adfærdstræk.

På den anden siden kan tilgivelse af grove krænkelser også føre til yderligere krænkelser af såvel den krænkede og dennes pårørerne som fx. i tilfælde af vold i hjemmet som ofte også går ud over børnene.
Ikke sjældent oplever den krænkede et enormt pres fra samfundet, familien og religiøse normer om at tilgive krænkeren, på trods af at den krænkede egentlig nærer stærke negative følelser for denne. På den baggrund risikerer den krænkede ofte at føle sig som den mest skyldige i forhold til den krænkende hændelse. Entydig opfordring til tilgivelse kan have alvorlige negative konsekvenser for den krænkede, da denne kan begynde at tvivle på realiteten af egne følelser, tanker og spontane adfærdsmønster og dermed på sin fornemmelse for hvad der er rigtig og forkert.

Vægtige overvejelser

Førend man selv vælger eller opfordrer andre til at tilgive, bør man spørge hvad motivet for at tilgive er – Er det for ens egen skyld? For krænkerens skyld? For omgivelsernes skyld? Videre bør overvejelser om tilgivelse involvere tanker om den aktuelle krænkelses karakter og omfang – Er der tale om en grov eller mild krænkelse? Hvad ligger til grund for krænkelsen? Og hvad er den krænkedes forhold til krænkeren?

Som præsenteret her betragtes tilgivelse i en psykologfagligt optik som en handling, der kan enten gavne eller skade de involverede parter. En sådan instrumentalisering af tilgivelsen strider mod fx. den religiøse opfattelse af tilgivelse, som betragter tilgivelsen som en gave man giver – ikke for egen vindings skyld – men for at efterleve en given etik. Denne forskel vidner om at tilgivelse er et kompleks fænomen, som ofte forstås forskelligt på tværs af mennesker og kulturer.

Anbefalet litteratur

Enright, R. (2001) Forgiveness is a choice. Madison: Wisconsin University Press.

Griswold, C. (2009). Forgiveness – A philosophical explanation. New York: Cambridge Universety Press.

Lamb, S. (2002). Reasons to be cautious about forgiveness in psychotherapy. I Lamb, S. & Murphy, J. (2002). Before forgiving, New York: Oxford

Leer-Salvesen, P. (2009). Forsoning etter Krenkelser. Fagbokforlaget.

Løgstrup,K.E. ((1991/1956). Den etiske fordring. (2.udg). København: Gyldendalske boghandel, nordisk forlag A.S. (p. 9-250) (258 s.)

0 replies

Skriv en kommentar

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *