Om forsoning og at slutte fred

Straf og forsoning

Det var en november nat i 1993. Jeg var 19 år og au-pair i USA. Jeg boede i en mindre forstad til Houston, Texas. I en by der året før var kåret som den mest sikre by i hele Texas. Selv den dag i dag rangerer den højt og ligger som nr. 44 på listen over de mest sikre byer i hele USA.

Den var bare ikke sikker for mig den nat – jeg bliver et offer for en ”carjacking” eller på dansk, et bilrøveri.

Det er fredag nat og jeg er på vej hjem fra en fest. Jeg overhaler en anden bil og ligger godt mærke til at der deri sidder 4 andre unge mennesker. Jeg kører et stykke tid, bilen er stadig bag mig og da jeg drejer første gang bliver jeg overrasket over at bilen også drejer og det gør mig lidt nervøs. Da jeg drejer anden gang, drejer den også. Dette er vejen jeg bor på – en vej der ender blindt.

Mine alarmklokker begynder at ringe og mange tanker går gennem hovedet på mig. Jeg overvejer at køre ind i naboens indkørsel som har en ind og udkørsel og så køre ned til politistationen som ligger to gader væk, men samtidigt beroliger jeg også mig selv med, at det nok er den unge knægt der bor for enden af vejen. Jeg er slet ikke sikker, men tager en beslutning og kører ind i min egen indkørsel. Jeg bliver siddende i bilen og holder øje med hvad den anden bil gør – hvis jeg kan se bremselys når den kommer til vores hus, så har jeg allerede planlagt at jeg skal hurtigt ud af indkørselen igen og så køre til politistationen. Men, der er ikke noget bremselys og bilen fortsætter. Jeg ånder lettet op, føler mig igen sikker og står ud af bilen.

Jeg når ingen vegne, før en mand med ansigtet gemt i en hætte kommer frem fra mørket med en sølv pistol for enden af hans strakte arm. Jeg stivner og han nærmer sig, sætter pistolen for min pande og truer med at skyde mig. Han tager min taske og bilnøgler og beordrer mig ind i bilen.

Jeg vil hellere dø

I det sekund hører jeg mig selv sige ”no” til manden der lige har truet mig med at slå mig ihjel hvis ikke jeg gør som han siger.

Det eneste jeg tænker er, at jeg hellere vil dø lige der i indkørslen end at sætte mig ind på bagsædet af bilen, kørt væk og lade 4 unge mennesker gøre hvad de vil med mig inden de smider mit lig i en grøftekant. Jeg er det øjeblik klar til at dø – men det skal være på mine præmisser ikke hans! Jeg vender mig om, står med ryggen til ham og siger igen, at jeg ikke skal ind i den bil. Jeg siger til ham, at jeg ikke har set ham, at jeg ikke ved hvordan han ser ud, at han skal tage bilen og køre. Han prøver igen, men jeg bliver ved med at sige nej. Til sidst sætter han sig ind i bilen og kører.

Mindre end en time senere sidder vi nede på politistationen. Der har været en biljagt, en ladt pistol er smidt ud af vinduet på bilen og to unge mænd er fanget, kørende i min bil. Jeg husker, at jeg føler mig anklaget af politiet, føler jeg får skæld ud fordi jeg har kørt alene midt om natten. Jeg bliver spurgt om jeg ville kunne genkende gerningsmanden, hvilket jeg slet ikke var i tvivl om at jeg ville. Jeg tænkte, at jeg aldrig ville kunne glemme de øjne. Men nej – jeg kunne ikke udpege gerningsmanden! Jeg blev i tvivl, om det var den ene eller den anden. Begge var afroamerikanere og lignede hinanden rigtig meget i forvejen, men ham med de onde øje havde ikke hættetrøje på – det havde den anden. Så jeg var meget forvirret, om det var den ene eller den anden. Politiet bad mig faktisk om at udpege ham med hættetrøjen som gerningsmanden. Han havde tilstået og de havde behov for at skrive i rapporten, at jeg havde genkendt ham. Det var også det der gav mest mening for mig, så jeg overbeviste mig selv om at det var ham, for ellers skulle de have byttet tøj og det gav ingen mening.

Jeg var i et fremmede land uden min familie og min første tanke var også ”Jeg skal hjem og det kan kun gå for langsomt”. Men da jeg havde fået talt med mine forældre i telefonen og fortalt hvad der var sket, vidste jeg, at jeg var nødt til at blive. De ville støtte mig uanset hvad jeg valgte. Jeg havde kun været i USA i godt 2 måneder og det var meningen at jeg skulle være der i et år. Det var min drøm. Jeg tænkte, at hvis jeg tager hjem, så vinder han. Så er det ham der har bestemt, at min drøm ikke skal gå i opfyldelse. Så jeg valgte at blive.

Konsekvens og straf

Der sker ændringer. Familien får installeret nyt alarmsystem, der kommer projektionslignende lys der tænder automatisk når man nærmer sig og efter den nat kører jeg aldrig alene hjem igen. Enten sover jeg hos en veninde og ellers bliver jeg fulgt hjem. Når jeg bliver fulgt hjem og vi er kørende i hver vores biler, så er det vigtigt for mig, at jeg kører bagest. Jeg kan slet ikke have, at der er biler bag mig der ”følger” efter mig. Det at kigge i bagspejlet og blive ved med at se den samme bil kan stadig, den dag i dag, løbe mig koldt ned af ryggen.

Jeg tager ikke imod den tilbudte krisehjælp, men jeg snakker med alt og alle om det der er sket. Jeg fortæller historien igen og igen og det hjælper mig. Det hjælper mig at tale om det. Jo flere gange jeg fortæller om det, jo mere får jeg det bearbejdet.

Et par måneder efter overgrebet kommer mine forældre og søskende og besøger mig. Jeg synes selv jeg er den samme, som jeg var inden den nat i indkørselen. Men mine forældre kan tydeligt mærke en forskel. De oplever min angst når vi sidder i en bil om aftenen, de oplever hvordan jeg bliver hysterisk hvis ikke bildøren låses med det samme eller hvordan det gibber i mig når nogen træder frem i mørke.

10 måneder senere bliver min jævnalderende gerningsmand idømt 10 års fængsel, dog med mulighed for prøveløsladelse efter 5 år. Jeg var glad for, at jeg var i USA – glad for deres retssystem. Det hjalp mig, det hjalp mig at vide, at han fik en ordentlig straf for det han havde gjort mod mig. Det gav mig en følelse af retfærdighed, en retfærdighed jeg ikke er sikker på jeg ville føle havde det været i Danmark.

Jeg færdiggører mit år i USA og tager hjem til Danmark. Herhjemme føler jeg mig endnu mere sikker. Men der er – den dag i dag knap 23 år senere – stadig ting der kan få mig til at gibbe eller få det til at løbe koldt ned af ryggen. Fra tid til anden fortæller jeg stadig min historie, og når jeg gør, så kan jeg mærke hvordan mit åndedræt ændrer sig.

Jeg fandt ham på Facebook

Min historie slutter dog ikke her.

Sommeren 2011 er jeg i færd med at rydde op i nogle gamle papirer og falder over de officielle dokumenter fra de amerikanske myndigheder jeg har fra dengang. Blandt andet navnet på min gerningsmand. Gennem årene har jeg tit tænkt på ham. Tænkt på hvor meget af hans liv han har spildt i fængsel. Tænkt på hvor længe han endte med at sidde inde osv. Denne dag vælger jeg simpelthen at google ham – og jeg finder ham! Jeg finder ham på Facebook og efter et par dage skriver jeg til ham. Jeg er stadig ikke sikker på om det er ham. På hans Facebook profilbillede står han med et par mindre børn og ud fra hvad jeg kan se på profilen, så ligner det en hel almindelig amerikansk familiefar. I min første besked spørger jeg blot om det er ham, ved at nævne hans fulde navn og by.

Der går lidt over et døgn, så kommer der en besked retur ”Yes this is me…who are you?”. Jeg tænker ”Shit!” gg så sætter jeg mig ellers ned og skriver det sværeste brev jeg nogensinde har skrevet. Jeg fortæller ham, at jeg er offer til den carjacking som jeg er

overbevist om, at han er dømt for. Jeg fortæller, at jeg ikke skriver for at bebrejde ham, men at jeg er nysgerrig efter at høre hvordan hans liv er blevet efter de valg han tog den nat. Jeg skriver også, at jeg håber han lever et ”normalt” liv nu – at hans tid i fængsel måske var det der skulle til og at der så derfor ville være en grund til det der skete.

Jeg er samtidig hamrende nervøs for, at han måske slet ikke husker den carjacking. At han har lavet så meget kriminalitet, at han dårligt ved hvad han har siddet inde for. Men jeg tager chancen, for der er nogle ting jeg vil have svar på og han er den eneste person, der kan give mig dem. Og uanset hvad, så ved jeg nu; jeg er ikke bange! Jeg er ikke bange for ham. Jeg husker, at jeg tænker ”hvad kan han gøre mig, som han ikke allerede har gjort? Vil han hoppe på et fly til Danmark og afslutte det han startede?”

Jeg får svar retur – og det bliver starten på en meget lang mail korrespondance om den nat i indkørselen. Jeg får i første omgang en kæmpe undskyldning – meget surrealistisk og egentlig ikke noget jeg føler jeg har brug for. Men det er tydeligt, at han har brug for at give mig den. Han fortæller, at jeg reddede ham. At han var fortabt, ung og dum og det bedste der kunne ske for ham var fængsel. Lige der blev jeg lettet, lige der gik det op for mig, at først nu kunne jeg i virkeligheden tilgive. En tilgivelse som jeg ikke vidste jeg havde brug for at give. Men nu vidste jeg, at alt sker for en grund – og at vi begge i sidste ende er kommet ud på den anden side, stærkere end før.

Jeg skriver på, et tidspunkt til ham, at jeg ikke ser ham som den 18-årige knægt der truede mig med en pistol for panden, men at jeg ser ham som den person, der har nøglen til alle de tanker jeg har gjort mig omkring den nat de sidste 18 år. Jeg føler en stærk forbindelse til ham uden at det skal gøres til et Stockholmsyndrom – men jeg kan bedst beskrive det ved, at pludselig kunne jeg tale med den eneste anden person der var tilstede den nat som ændrede noget i mig for altid. Det er den forbindelse vi har!

Jeg ved nu, at det var ham med hættetrøjen, jeg ved hvor længe han sad inde, jeg har fået mine svar!

Han afsonede 7 års fængsel for det han gjorde mod mig. Da han kom ud tog han tilbage til sin gamle skole og holdte foredrag for andre fortabte unge mennesker i håb om, at han kunne gøre en forskel for andre. Han lever den dag i dag et normalt liv med sin familie og arbejder som sikkerhedskoordinator i en større virksomhed. Den dag i dag har vi stadig sporadisk kontakt engang i mellem.

Jeg vælger, at se dette som en lykkelig slutning. Jeg vil altid have nogle ar efter den nat, der vil altid være noget der kan få mig til at reagere. Men jeg er i live, jeg har et godt liv og jeg har sluttet fred.

Nb. dette indlæg er skrevet af Helle – en af vores gæstebloggere.

0 replies

Skriv en kommentar

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *