Skam, sorg, selvbebrejdelse

Helbredelse af traumer

At blive udsat for en forbrydelse begået af et andet menneske som fx. vold, røveri, voldtægt, stalking, indbrud er en forfærdelig næsten ubærlig oplevelse. Men personer, der har oplevet en sådan udsættelse fortæller ofte, at det faktisk er tiden efter forbrydelsen, der opleves som hårdest fordi de her føler sig ustabile, hjælpeløse og ude af stand til at fungere i deres vante livssituation.

Det er altså ikke så meget de få minutter selve forbrydelsen stod på som de efterfølgende mange måneder måske år, der volder den forurettede flest problemer. Tingene hænger selvfølgelig sammen, men afgørende er, at det er den forandring, som sker i forurettedes psyke, der gør tilværelsen svær for ham eller hende.

Sorg

En af konsekvenserne af at have oplevet en voldsom hændelse såsom en forbrydelse kan være, at man bringes i en sorg-tilstand og dette ofte uden, at man selv eller ens omgivelserne er bevidst herom.

Fænomenet sorg bliver mest brugt i tilfælde hvor folk har mistet en person, der stod dem nær. Sorg er her en naturlig, forventelig og i en vis udstrækning sund tilstand at komme i, sålænge den, efter en tid, langsomt slipper grebet i den sørgende og lader denne genfinde mod til og entusiasme over livet.

Men sorg ses også hos folk, der har befundet sig i en truende situation såsom krig, naturkatastrofer og forbrydelser. For de har også mistet. Udsættes man for noget så voldsom, at man føler sig truet på sit liv eller legeme herved, kan man miste tilliden til andre menneskers velvilje samt egne evner og værd, modet til at kaste sig ud i nye livs- og arbejdsprojekter, lysten til selvforkælelse og til de små hyggelige stunder alene eller med sine nære. Alt dette kan tages fra én når man oplever sig truet – og særligt når denne trussel er forårsaget af et andet menneske.

Uden at vide det, sørger mange mennesker udsat for en forbrydelse over at have mistet disse egenskaber. Heldigvis overkommer de fleste med tiden – og med næres hjælp – denne sorg, men en del oplever også at ‘sidde fast’ i sorg-tilstanden. Denne fastholdelse kan groft sagt skyldes to ting.

For det første kan den forurettede opleve at have mere eller mindre livagtige genoplevelser af forbrydelsen i form af invaderende minder, flashbacks eller mareridt, som alle virker til, at han eller hun ofte mindes den ubehagelige hændelse og dermed de følelser der fulgte med. Denne reaktion er en forholdvist typisk psykotraume-reaktion og ses også blandt PTSD-ramte personer.

Den anden grund til at man fastholdes i sorgen, og som sagtens kan ledsage den første, er skamfuldhed og selvbebrejdelse. Sådanne tilstande giver grobund for grublerier over egen rolle i den ubehagelige hændelse og dermed at man fastholdes heri.

Skam

Skammen kan sammen med ydmygelsen opleves som en smertefuld selvbevidsthed omkring eller frygt for negativ fordømmelse, uønsket eksponering, mindreværdsfølelse, fiasko og fortabthed. Skammen kan opstå når man ophører med at agte sig selv og/eller når man oplever sig fremmedgjort over for andre mennesker i en sådan grad, at man konsekvent trækker sig fra sociale sammenhænge. Skammen kan også komme til udtryk i en mere eller mindre voldsom eller vedvarende vrede mod gerningspersonen eller de nærmeste omgivelser. Den forurettede kan selv lang tid efter forbrydelsen, og oftest til egen forundring, opleve denne ukontrollerbare vrede når tanken falder på gerningspersonen eller omstændighederne for forbrydelsen. At vreden og andre nagende følelser ikke ‘går i sig selv’ kan skyldes, at den forurettede ofte har svært at skabe en meningsfuld sammenhæng mellem oplevelsen af at blive krænket og sine efterfølgende mange og flertydige følelser heromkring, hvorfor det forbliver et ubearbejdet traume.

For at den forurettede kan vende tilbage fra skammens afkrog, skal han eller hun opleve at blive genforenet med sine omgivelser, at ‘høre til’ og derved få skabt sig en sikker base hvorfra han eller hun trygt kan begive sig ud i den ofte angstprovokerende bearbejdning af forbrydelsen. En sådan genforening kan bl.a. ske igennem anerkendelse, respekt og omsorg fra de nære relationer, professionel behandling og/eller fra den udslagsgivende faktor for skammens opståen – gerningspersonen.

At skam er en ubehagelig følelse er ingen ubekendt, men at den også kan betragtes som en højt agtet egenskab, er værd at have in mente. Skammens dobbelthed illustreres fx. ved, at der både findes udtryk som skam dig og som har du ingen skam i livet, hvilket vidner om at skammen værdisættes som noget både negativt og positivt. Fx. kan udtrykket at være skamløs betyde at man vurderes at være umoralsk og derfor ikke bør agtes socialt, mens det at have skam kan betyde, at man er moralsk og socialt bevidst. Skammens virkning kan derfor også siges at være dobbelt. I nogle tilfælde kan skammen have en nedbrydende virkning på individets selvopfattelse af at være agtet og værdigt, mens skammen i andre tilfælde kan betragtes at have en opbyggelig virkning på individets moral, selvopfattelse og følelse af tilhørsforhold.

Selvbebrejdelse

Med skamfuldhed følger ofte også selvbebrejdelse. Forskning viser, at den forurettede ikke sjældent spørger sig selv om han eller hun selv er skyld i være gjort til offer for en forbrydelse. Videre at der er en sammenhæng mellem skyld-spørgsmålet og udviklingen en række post traumatiske reaktioner. (fx. Angel, 2005; Strang et al., 2006). Den forurettede kan bebrejde sig selv ud fra forskellige parametre, hvoraf de typiske er  1. personlighed og 2. adfærd. Knytter man årsagen til forbrydelsen sammen med ikke-kontrollerbare aspekter af sig selv såsom sin personlighed, race, køn, seksuelle orientering, kan det få alvorlige konsekvenser for ens fremtidige selvbillede og kapacitet til at mobilisere modstandsdygtighed over for senere udfordringer såsom krænkelser.

Den samme konsekvens, dog i væsentlig mindre grad, kan være tilfældet hvis man som forurettede knytter årsagen til forbrydelsen sammen med kontrollerbare aspekter af sig selv såsom adfærd og handlinger. Den adfærdsrelateret-selvbebrejdelse kan man dog forsøge at overkomme ved at foretage ændringer af sin adfærd fx ved at planlægge sin færden efter at undgå fremtidige forbrydelser. Men som sagt kan også denne form for selvbebrejdelse være nedbrydende for ens opfattelse af at være berettiget til agtelse og anerkendelse, da man som offer for en forbrydelse i regelen ikke selv er skyld i sin offergørelse.

Ved interesse i at dykke længere ned i de psykologiske aspekter ved offergørelsen, kan de følgende tekster anbefales:

Budden, A. (2009). The role of shame in posttraumatic stress disorder: A proposal for a socio-emotional model for DSM-Vq. Social Science & Medicine, 69, pp.1032–1039. 

Ehlers, A. & Clark, D.M. (2000). A cognitive model of posttraumatic stress disorder. Behaviour Research and Therapy 38, pp. 319-345

Elklit, A & Brink, O. (2003). Acute Stress Disorder in Physical Assault Victims Visiting a Danish Emergency Ward. Violence and Victims, 18 (4). 

Harré, R. (2005). An ontology for duties and rights. I ed.: Finkel, N.J. & Moghaddam, F.M. The psychology of rights and duties. Washington DC: American Psychological Association.

Levine, P. (2006). Helbredelse af traumer. oversat af Gormsen, K. Valby: Borgens Forlag.

Madsen, K.S: (2005). Hvor ku’ du gøre det? Center for Voldtægtsofre Afsnit 4073 Rigshospitalet. København.