shutterstock_174528038

Søvn og traumer

Vi har alle behov for at sove. For de fleste mennesker er søvn forbundet med en naturlig funktion, som man indlader sig på uden at tænke videre over.

Nogle udtrykker glæde og betragter det som selvforkælelse, når de tillader sig selv at sove længe fx en søndag morgen. Andre har en mere rationaliserende tilgang til søvn i forstået som, at de betragter søvn som en nødvendighed, hvis omfang skal holdes på et minimum, idet der er så mange andre vigtige ting at bruge tiden på.

Desværre er søvn for andre igen forbundet med ubehag såsom frygt, irritation og selvbebrejdelse. Denne gruppe af mennesker plages af enten manglende søvn fordi deres krop er stresset eller de er optaget af bekymringstanker og derfor ikke kan falde i søvn, eller de har en afbrudt og forstyrrende søvn fordi de vågner i løbet af natten af tilbagevendende mareridt.

Under alle omstændigheder er søvn vigtigt – det ved vi alle – men ny forskning understreger, at søvn er endnu mere vigtig for det menneske, der er traumatiseret.

I denne blog vil jeg præsentere et amerikansk studie, hvis resultater illustrerer, at man bør være en særlig opmærksom på søvnen i den første tid efter den traumatiske oplevelse.

Et studie i betydningen af søvn

En gruppe af 71 voksne personer i alderen 18 til 39 år, der var blevet testet negativ for søvn- og psykiatriske forstyrrelser, gennemfører tre specifikke sessioner forløbende over fire dages ophold i et laboratorium.

I første session bliver deltagerne præsenteret for en række forskellige visuelle og auditive stimuli – et blåt mønster, et gult mønster og en bib-lyd – gentagende gange og i vilkårlig rækkefølge. Hver gang de ser det blå mønster, får et lille stød, som er stærkt nok til at det føltes lidt ubehageligt. Derved får alle deltagerne påført en frygt, der er betinget af synet af det blå mønster. Så langt så godt.

I anden session bliver alle deltagerne præsenteret for de samme visuelle og auditive stimuli i vilkårlig rækkefølge, men denne gang er der intet stød forbundet med det blå mønster. Det vil sige, at deltagerne nu burde få aflært (slukket) den frygt betinget af det blå mønster, som de udviklede i den første session. Altså sker der en aflæring af den betingede frygt i anden session.

I tredje session forløber præcis samme procedure som ved anden session nemlig, at deltagerne præsenteres for en række visuelle og auditive stimuli gentagende gange og i vilkårlig rækkefølge. Denne sidste session skal virke til, at deltagerne får mulighed for at indlejre andens sessions aflæring af frygten i deres hukommelse. Det vil sige, at de nu har fået bekræftet, at det blå mønster ikke længere er forbundet med et stød, hvorfor de ikke behøver at frygte det. Her sker der altså en genkaldelse af aflæringen af den betingede frygt.

Og hvad er det så forskerne undersøger?

Det afgørende i dette studie er, at de tre grupper, der er fordelt på tre nogenlunde lige store grupper, gives forskellige vilkår op til og efter de tre sessioner.

Den første gruppe udgør en såkaldt Kontrolgruppe hvilket vil sige, at de skal bruges som sammenligningsgrundlag for de to andre grupper og altså repræsentere det ’normale’. Denne Kontrolgruppe får lov til at sove som normalt under hele undersøgelsen. Den anden gruppe udgør Undersøgelsesgruppe A, som bliver berøvet deres søvn de første 36 timer efter at have udviklet den betingede frygt og altså mellem første og anden session.

Den tredje gruppe udgør Undersøgelsesgruppe B, og de bliver berøvet deres søvn 36 timer mellem aflæringssessionen og genkaldelse-af-aflæringssessionen, altså mellem anden og tredje session.

Forskerne står altså med tre grupper, som har sovet hhv. 1. normalt mellem de tre sessioner, 2. ikke har sovet mellem første og anden sessioner, og 3. ikke har sovet mellem anden og tredje session.

Og hvad har disse søvnberøvelser så af konsekvens for de enkelte gruppers evne til at lægge chokket fra stødet bag sig?

Forskerne måler løbende under alle sessionerne deltagernes elektroniske hjerneaktivitet (EEG), muskelaktivitet (EMG) og øjenaktivitet (EOG). Derudover spørgers deltagerne løbende til 1. deres oplevelse af ubehag ved stødchok på en skala fra 0-5 og 2. deres oplevelse af angst ved de forskellige stimuli på en skala fra 0-10.

Ikke overraskende viser resultaterne, at alle tre grupper i første session udviser frygt hver gang de ser det blå mønster fordi de da får et lille ubehageligt stød. Og ikke overraskende viser alle tre gruppers frygt forbundet med det blå mønster, langsomt at falde (ikke forsvinde helt) i løbet af anden session, idet de her erfarer, at det blå mønster ikke længere er forbundet med stød.

Overraskelsen kommer i målingerne ved tredje session. Her viser Undersøgelsesgruppe A sig nemlig at have signifikant mere frygt for det blå mønster – selv efter at have erfaret, at det ikke længere er forbundet med stød – sammenlignet med de to andre grupper.

Når man finder sådan en mærkværdig forskel i resultaterne bliver studiet lige pludselig rigtig interessant og man må vurdere om denne forskel kan skyldes de forskellige søvnvilkår de tre grupper blev underlagt i løbet af studiet.

Det er i hvert fald den eneste forskel forskerne kan få øje på eftersom, at de har gjort sig umage med at eliminere alle andre potentielle forskelle (tidligere søvnforstyrrelser, psykiatriske forstyrrelser, levevilkår under studiet, visuelle og auditive stimuli mv.).

Og hvad kan man så konkludere ud fra det?

Gruppen af deltagere, der ikke fik lov til at sove de første 36 timer efter at have var påført en betinget frygt i kraft af deres erfaring med at det blå mønster gav dem stød – dvs. var blevet let traumatiseret – var altså ikke lige så gode til efterfølgende at huske, at de faktisk havde fået en erfaring med, at det blå mønster ikke længere var forbundet med fare.

De kunne altså ikke i lige så høj grad som de andre deltagere overkomme den frygt, der var tændt i dem ved første session.

Søvn de første 36 timer efter et chok synes altså at være afgørende for evnen til efterfølgende at kunne genkalde – kognitivt og kropsligt – den posttraumatiske aflæring af den betingede frygt, dvs. overkomme en frygt, der er betinget af en specifik ting, et sted eller en begivenhed.

Straus, L. et al. (2016). Sleep Deprivation disrupts recall of conditioned fear extinction. Biological Psychiatry: Cognitive Neuroscience and Neuroimaging. 

0 replies

Leave a Reply

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *