Tænk rationelt når angsten for terror overmander dig

Terror er en forbrydelse som alle andre forbrydelser. Derfor ser vi i OfferForum os også forpligtet til at bidrage til dette højest aktuelle tema. Derfor bringer vi OfferForums traumepsykolog Julie-Astrid Galsgaards delbtindlæg i Politiken fra august 2016 her i blog-spalten.

Vi vågner hver morgen til en verden fuld af rædsel. København, Paris, Bruxelles, Orlando, Nice og Bayern er blot seneste tids eksempler på vestlige byer, hvis indbyggere er efterladt kogende af vrede og tavse af sorg efter terrorangreb. Trætte af at skulle ‘se fremad’ mens eneste reelle handlemulighed er at bede for ofrene og de efterladte samtidigt med, at de får ørene tudet fulde af fordringer om forsoning og tilgivelse. Alle er vi lamslået af frygt, afholdenhed og forskansning mod omverdenen med fantasier om alt mellem flugt til hævn.

Vi siger ikke om, men når vi angribes næste gang. Og vi kan betyde både os danskere, os europæere, os vesterlændinge – og os almindelige mennesker, der forsøger at leve et liv, hvor frihed, tillid og retfærdighed er fundamentale elementer og forudsætninger for udvikling som mennesker og som samfundsborgere. For terrorangreb rammer ikke kun de direkte berørte parter – ofrene og de pårørende – de rammer os alle, idet et ubehageligt og ellers sjældent erkendt oplevede fænomen begynder at blinke enerverende og ufravigeligt i vores ellers forholdsvis afstemte følelsesregister. Det drejer sig om angsten.

Angst skal teoretisk set kategoriseres side om side med vores andre følelser: Glæde, Vrede, Afsky og Tristhed, som alle virker til, at vi styrer udenom alt det, der er usundt for os og henimod alt det, der er sundt for os. Kort sagt sikrer følelserne, at vi overlever længst muligt. Alle følelser er altså stærkt motiverende for at indrette sit liv på en bestemt måde, men stærkest af dem alle er Angsten.

Angst er en naturlig og i udgangspunktet hensynsfuld reaktion, når man oplever sig truet på sin fysiske overlevelse. Såvel dyret som menneske reagerer forventeligt på truslen mod dets overlevelse ved enten at kæmpe, flygte eller fryse og kaldet ’at spille død’. Når musen overmandes af katten og alle flugtforsøg er udelukket, tyr musen oftest til reaktionen ‘at spille død’, hvorfor katten oftest vil ændre sin angrebsplan da en død mus kan være inficeret eller rådden og derfor noget man holde sig fra at æde. Virker denne reaktion – og musen overlever – vil musen i reglen benytte sig af samme reaktion ved fremtidige trusselsituationer idet, at dets biologiske og særligt neuralt organiseret beredskab nu har fået bekræftet, at reaktionen var en livsvedligeholdende strategi. Det samme gør sig gældende for reaktionerne kamp og flugt. I tilfældet hvor musen ikke overlever er der selvsagt ikke mere at skulle ty til eller for. For dyret handler det altså om enten liv eller død.

For menneske er der, i kraft af vores evne til abstrakt tænkning, også alt muligt derimellem, herunder kreative forestillinger om, at noget tilsvarende eller endnu mere truende kan ske – en tanke som følges af frygt for, at noget specifikt vil ske eller en angst for, at ‘noget’ vil gå galt.

Frygten holder os i live da den bevirker, at vi undgå fx at lege med ild, gå i mørke gyder, komme for tæt på løveburet i Zoologisk Have, se os om når vi krydser en vej osv. Angsten holder os mest af alt i et forøget alarmberedskab, hvor vi er klar til at reagere på – og forsøge at undgå – en forestillet trussel, der kan opstå i tilsyneladende ufarlige steder, situationer og objekter såsom togstationer, storcentre, græsplæner, mus, edderkopper eller andre mennesker.

Angsten holder sig ikke kun til at påvirke vores tanker, men også vores kropsreaktioner i form af tilbagevendende adrenalinfyringer og dertil hjertebanken, svedeture, måske en snurrende fornemmelse i arme og ben, mundtørhed og tunnelsyn. Alt sammen sat i værk til at man kan mobilisere tilstrækkelig energi til at reagere på en potentiel trussel. Denne kropslige reaktion er og opleves for personen ukontrollabel, hvilket normalvis er forbundet med ubehag. For at undgå denne ubehagelige fornemmelse, indretter vi ofte vores adfærd således, at vi helt undgå situationer, steder og objekter, der trigger vores alarmberedskab. Men desværre er opgøret med angsten ikke gjort med denne undgåelse, snarere tværtimod. For jo mere vi afholder os fra at være i situationer, der forbindes med forestillingen om fare, jo mere bliver vi – oftest fejlagtigt – overbevist om at denne situation faktisk er farlig, fordi vi selvsagt ikke mærker angsten i samme grad, fordi vi ikke kommer i nærheden af den forestillede situation. Den kropslige og følelsesmæssige reaktion på vores forestilling om fare i en given situation, understøtter og forstærker altså angsten, og angsten bliver dermed vores misvisende indikator på om noget er farligt eller ej.

Og det er her, at vi skal minde os selv og hinanden om, at vi er mennesker og ikke dyr, hvilket betyder, at vi er udstyret med evnen til at tænke rationelt og stille spørgsmål såsom hvad siger min erfaring mig, hvad er sandsynligheden for at denne forestilling vil blive til virkelighed, hvad mener og gør andre mennesker, hvad sanser jeg rent faktisk osv.

Når jeg afholder mig fra at rejse til Paris, fordi jeg forestiller mig at en bombe vil springe netop som jeg hopper ud af taxien ved foden af Eiffeltårnet, skyldes det altså en forestilling skabt på baggrund af nyheden om den seneste tids terrorangreb i Paris. Jeg er altså lykkedes med at overbevise mig selv om, at hvis jeg blot bliver herhjemme på Lolland så er jeg i sikkerhed, jeg mærker endda en behagelig ro brede sig i min krop og i mit sind, hvorved jeg bekræftes yderligere i, at hvis jeg forlader Lolland vil denne behagelige ro ophøre og jeg vil i stedet få det dårligt fordi jeg bevæger mig ud i farefuldt område. Dette kaldes ‘Angstens Onde Cirkel’. Jeg risikerer altså at afskære mig fra alt, der på mindste vis kan forbindes med en forestilling om fare med det resultat, at jeg trækker mig længere og længere tilbage fra omverdenen og andre mennesker og mister modet til at være udforskende, nysgerrig og tolerant. Hvis jeg i stedet brugte min rationelle tænkning og begyndte at regne lidt på sandsynligheden for, at der ville springe en bombe lige netop hvor jeg var, ville jeg nok komme af sted til Paris alligevel.

Så brug nu for min og din og vore alles skyld jeres sunde fornuft! Fornuften har vi altid med os, men den er oppe imod vores drifter og følelser, som indbyrdes styrker hinanden. Fornuften har dog den fordel, at vi kan træne den, som vi træner en muskel: ved daglig anstrengelser og sund kost i form af faktuel viden, erfaringer og reel sansning – hvad ser, hører, lugter, mærker jeg rent faktisk. Fornuften er sund, fordi det er sundt for os mennesker at udvide vores fysiske og mentale rammer og på den vis dagligt udfordre og mane den evigt tilsnigende og ofte handlingslammende angst i jorden.

Fællesskabet har en vigtig rolle at spille i udvidelsen af vores individuelle og fælles rammer, da både vores drifter og rationelle tænkning afhænger af hvad ’de andre’ gør og mener. Fællesskabet er på den vis også afhængig af hvordan individet handler – og ikke handler – idet kun et fornuftdrevet fællesskab kan danne grobund for et dynamisk og retfærdigt samfund. Tager ’de andre’ fortsat til Paris som vanligt, og afstemmes mine forestillinger, erfaringer og viden med ‘de andres’, er jeg mere tilbøjelig til også at tage til Paris eller i hvert fald tage stilling hertil ud fra rationelle overvejelser frem for følelsesstyret forestillinger.

0 replies

Skriv en kommentar

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *