Min sidste blog “Kære gerningsmand” nåede ud til over 25.000 mennesker på Facebook. Den blev læst over 2000 gange på hjemmesiden. Både MetroXpress og Ude og Hjemme skrev artikler om brevet og min historie. Brevet ramte et eller andet i læserne. Hvad var jeg ikke helt klar over i starten.

Min intention med at skrive brevet startede som udgangspunkt med, at jeg ville vise andre man ikke behøver at sidde tilbage med en uafsluttet følelse – f.eks hvis man som i mit tilfælde aldrig finder gerningsmanden, og derved aldrig får mulighed for at fortælle ham/hende hvilke konsekvenser det har haft for ens liv. Det var for at vise, at dét at skrive et brev kan være en måde, man selv kan gøre noget for at afslutte et ubehageligt kapitel i ens liv og komme videre.

Derfor var det egentlig også underordnet om min gerningsmand fik brevet eller ej. Brevet var – på trods af overskriften – ikke skrevet for hans skyld, men for min egen.
Men det gik langsomt op for mig at dét som brevet ramte, var det her omkring tilgivelse. At jeg tilgav ham.
Meget af feedbacken indikerede det var en smuk, stor og ‘overskudsagtig’ gestus, men for lige så mange var det en gestus som var uforståelig. Hele 250 stemte på MetroXpress, og heraf stemte de 58 % nej til selv at ville være i stand til at kunne tilgive.
Kommentarerne var bl.a at nogle forbrydelser bare er og bliver utilgivelige, og at man derudover ved at tilgive derved sagde at det var ok dét han gjorde.
Tilgivelse er ikke det samme som at sige det er ok hvad der er sket, eller dét en gerningsmand har gjort mod en er i orden. At forbryde sig mod andre, at overskride nogens grænser, at krænke andre er aldrig i orden.

Tilgivelse er en accept af at sket er sket.

Tilgivelse er en accept af at sket er sket. For det er det jo. Man kan (desværre) ikke lave om på fortiden, hvad enten det skete i går eller for 10 år siden.. Man kan ærge sig over det. Ærge sig over man lige var dér på det tidspunkt. At man ikke gik til højre i stedet for venstre. At man ikke kørte 30 sekunder før…eller efter. At man tog lige præcis det tøj på man gjorde. At man sagde, eller ikke sagde noget. At man gjorde eller ikke gjorde noget.

Problemet med det, er bare at det ikke ændrer noget. Hverken ens fortid, eller den måde man har det på i nuet. Det er som om man ikke får det bedre af at ærge sig, tænke ‘hvad nu hvis’ eller ‘hvis bare jeg…’. Tværtimod holder man på den måde fast i de negative følelser der er tilknyttet oplevelsen…man sidder på måske endda ligefrem fast i den.

Så for mig at se, er tilgivelse et must og en måde hvorpå man anerkender og accepterer det skete som en del af ens ‘bagage’ og hvad det har medført. Samtidig er det også en måde man “hægter” fortiden af på. Man slipper en masse negative følelser som vejer så tungt, at det nogle gange kan være ubærligt at slæbe rundt på. Og ved at tilgive hægter du en lille del af bagagen af.

Det pudsige ved det er, at når først man har gjort det, så er det som om oplevelsen får en ny – og meget lettere – betydning. Det er pludselig ikke kun en grim erindring og et forfærdeligt minde der er brændemærket i ens hukommelse, men en åbning til både en ny fortolkning af det skete og en ny begyndelse for fremtiden.
Tilgivelse er for mig i den grad ikke let, det kommer ikke automatisk, men er benhårdt arbejde og et 100% bevidst valg.
Til gengæld er det en befriende egenskab når først man har lært det:)