Om angst – Kunsten at undgå fare

Offer og Bøddel er fanget i samme fælde, men det er bøddelen, og kun ham, der har bygget og aktiveret den, og lider han på grund af sine gerninger, er det kun retfærdigt, mens det er skændigt at offeret skal lide, og der gør han, selv flere tiår efter. (Levi, 1993). Sådan skriver forfatter og overlever fra nazisternes koncentrationslejr i Auschwitz Primo Levi i sit sidste værk fra 1986, hvor han præsenterer sine kontroversielle betragtninger om menneskers evne til at omstille sig og leve videre efter at have været udsat for en voldsom krænkelse.

Et forsøg på at glemme

Fortiden bliver naturligt en byrde for dem, der har ladet andre lide eller selv har lidt. Derfor forsøger begge parter at glemme det smertefulde. Denne glemsel kan blive en realitet ved, at man gang på gang fortæller om sin oplevelse af den specifikke hændelse – til sig selv og andre – men med flere og flere modifikationer.

Ved en gentagelse af den modificerede version af hændelsen bliver forskellen mellem sandt og usandt langsomt sløret, og man ender med at tro på den historie, man nu har fortalt så mange gange. Denne glemselsmekanisme gælder for såvel gerningsperson som offer.

Men ligegyldigt hvor mange gange gerningspersonen eller offeret forsøger at opløse mindet om forbrydelsen – blande det op med andre minder eller med nye fortællinger – vil den essentielle følelse af, for gerningspersonens vedkommende at have krænket et andet menneske og for offeret at blive krænket, altid eksistere i vedkommendes register over følelses- og kropsligt betonede oplevelser for derved at give genklang i visse situationer.

Mette Hansen skriver i sit seneste indlæg, at “blot” et simpelt tyveri reaktiverede en række kropslige og følelsesmæssige reaktioner tilsvarende dem, hun oplevede at have efter at være blevet udsat for et væbnede cirka fire år tidligere. For som Mette beskriver så “husker” kroppen fantastisk godt, og dette på trods af, at hovedet – kognition i form af tanker, vilje og beslutninger – forsøger at glemme og skabe en masse andre fortællinger, der kan opveje den ubehagelige oplevelse af forbrydelsen.

Og hvorfor er det så, at man ikke kan undslippe disse følelsesmæssige og kropslige reaktioner selv flere år efter, og i en noget måske helt anden sammenhæng, som rationelt set slet ikke er lige så farlig som den første oplevelse, måske slet ikke er farlig?

Angst

Desværre – eller faktisk heldigvis – er både mennsker og dyr indrettet således, at det er de dårlige/farlige oplevelser der især huskes. Disse dårlige minder skal nemlig hjælpe os med at undgå fare og dermed leve længst muligt. Tænk på barnet, der rører ved den glohede kogeplade – det gør det kun én gang. Eller dengang hvor du oplevede at en dreng løb ud foran din bil og du kun med nød og næppe nåede at bremse og undgå at køre ham ned. Du kan sikkert stadig mærke suset i maven, vreden eller den dårlige samvittighed når du tænker på det i dag. Eller hvis du ligesom Mette Hansen har oplevet at blive røvet med en pistol en sen aften på en metrostation, hvor du med musik i ørene venter på metroen, kan synet af en pistol, ophold på en metrostation, et specifikt musiknummer, en specifik duft, smag eller endda vejrforhold, reaktivere de samme følelser af eksempelvis frygt, vrede, skam og kropsreaktioner som trykken for brystet, hjertebanken, svedige håndflader, tør mundhule, hovedpine.

Så på trods af tusindvis at gode oplevelser med fx. at køre bil, tage til fest, tage med metroen, gå med en fremmed person hjem fra en bytur – er det den ene dårlige oplevelse, der lagres bedst – eller det vil sige lagres med en lang række følelser og kropslige oplevelser knyttet til sig. På den vis kan disse følelser og kropsreaktioner gøre dig ekstra opmærksom på at passe på dig selv, når du nærmer dig en situation, der potentielt kan ende som dengang du blev krænket. Og dette er opskriften på hvordan angst udvikles.

Angst er som her bemærket i udgangspunktet hensigtsmæssig og med til at holde os i live. Men angsten kan også blive uhensigtsmæssig og i visse tilfælde skadelig, som i tilfælde hvor den bliver anledning til begrænsning af livsudfoldelse. Når man har urealistiske vurderinger af fare kaldes det fx. ‘overgeneralisering af trusselsniveau’. Man man også “fanges i” at tænke i alt-eller-intet/sort-hvid, komme til udelukkende at fokusere på det negative ved hændelser/personer, hyppigt have katastrofetanker eller tanker der overvejende er præget af følelser. Endvidere kan den angstprægede person ofte være optaget af tanker om, at hvad end, der sker for vedkommende, er der nogle, der bevidst forsøger at ramme ham eller hende personligt. Er flere af ovenstående symptomer i spil siger man, at angsten er af belastende og derfor uhensigstmæssig karrakter.

Angsten kan derved også blive sundhedsskadelig i og med at den kan føre til undgåelse af fysisk motion gr. social fratrækkelse, misbrug af alkohol, hash og stoffer gr. undgåelse af tanker og følelser, selvskadende adfærd eller selvmord gr. behov for at fjerne fokus fra psykisk smerte, uoverskuelighedsfølelse, magtesløshed.

Opgør med angsten

Behandling af angst herunder angst opstået efter udsættelse for en forbrydelse skal ske under professionelle og kontrollerede forhold for ikke at intensivere angsten yderligere eller endda bevirke retraumatisering. Men den negative konsekvens af en uprofessionel behandling er sjældent den eneste udfordring. Den angstprægede person har nemlig ofte særdeles svært ved at åbne op for at arbejde med sin angst og dermed overkomme denne ved egen og andres hjælp, alene af den grund at netop afdækningen, udfoldelsen og eksponeringen vækker angst. Angst for angsten virker derfor ofte til afholdelse fra alt, der kan minde personen om sin angst, hvorfor personen dersværre ikke mindsker angsten, men derimod vedligeholder – ‘fodrer’ –  sin angst yderligere.

Så hvad skal der til? Gode oplevelser (lad os sige 100 gode for hver dårlig) og langsom udfordring af angsten under kontrollede forhold. Herudover kræver angstbehandlingen en vis mentalt kapacitet til at indse konsekvenserne af angsten, foruden viljestyrke og mod til at konfrontere det der vækker angst. Afgørende er også, at personen, der har udviklet angst efter udsættelse for en forbrydelse, genvinder tilliden til andre menneskers velvilje og påny tør hengive sig i nære og/eller nye relationer.

At miste tilliden til omverdenen avler angst. Jeg har i dette indlæg introduceret angsten udtrykt ved ængstelse over visse konkrete ting, situationer, mennesker. Men angst over livets meningsløshed i form af eksistentiel angst kan også opstå. Dette vil blive emne for et senere indlæg.

Anbefalet litteratur

Antony, M. & Stein, M. (red.) (2009). Oxford University Press Oxford handbook of anxiety and related disorders. Oxford library of psychology: New York

Ehlers, A. & Clark, D.M. (2000). A cognitive model of post traumatic stress disorder. Behaviour Research and Therapy 38, pp. 319-345 

Foa, E. B., & Rothbaum, B. O. (1998). Treating the trauma of rape. Cognitive-behavior therapy for PTSD. Guilford Press: New York

Gerlach, J. (2008). Angstbogen. Psykiatrifondens Forlag: København

Hougaard, E. (2008). Kognitiv behandling af panikangst og socialfobi. En vejledning for klienter og behandlere. Dansk Psykologisk Forlag: København.

Primo, L. (1993) De druknede og de frelste. Forum: København